Det var allerede højt paa Dagen, da Selskabet adskiltes. Endnu forlegen bød Soller sin Vert og Vertinde Godnat og gik op paa sine Værelser. Det var ham umuligt at sove; han gik taus op og ned ad Gulvet og tænkte paa de henrundne Dage.
Vi følge vore Læsere aatte Aar tilbage i Tiden. Det var i Begyndelsen af Norges uheldige Krigsaar 1814. Endnu glødede Alt af den skjønneste Begejstring for Nationalære, Frihed og Selvstændighed, endnu troede Enhver at Christian Frederik var Norges rette Mand. Ved en af de første Troppeafdelinger, der bleve satte i Bevægelse, stod den raske, talentfulde Lieutenant Soller. Forretninger holdt ham tilbage fra Kompagniet og han ilede nu efter i sin lette Slæde paa det glatte Føre. En Aften meget sildig blev han en Slæde var, der kjørte foran ham, hvori sad et Fruentimmer. Idet han vilde svinge forbi, standsedes han ved et ængstligt Raab. Han gaar til Slæden, og finder et Fruentimmer af Stand, der med faa Ord beretter ham, at hendes Skydsdreng, en Pog paa tolv Aar, er bleven syg, og kan ikke styre hende. Soller tilbyder sig strax at lade Drengen sidde i hans Slæde, og stiller sig bag paa hos Damen for saaledes at bringe hende til næste Skifte.
Vejret var, uagtet temmelig Taage, dog ikke ubehageligt, og snart kom Lieutenanten og det unge Fruentimmer ind i en for begge saare interessant Samtale. Frøken Winther, saaledes kaldte hun sig, besad den elskværdige Lethed i Omgang, som Bekjendtskab med den dannede Verden frembringer, og hendes skjønne Akcentuation lagde en ualmindelig Kultur og sin Følelse for Dagen. Lieutenanten brandt af Længsel efter at naa Gjestgiverstedet for at faa sin Dames Ansigt at see, og frygtede paa samme Tid for at skilles fra den behagelige Selskaberinde. Sildig ankom de til Skiftet, og Soller førte Frøkenen ind i en lav, smudsig og mørk Stue, hvor, til hans Ærgrelse, ikke en Talgpraas var at bekomme, og til Pigens Bedrøvelse ingen Hest kunde erholdes paa to Timer. Det viste sig da, at begge havde en og samme Vej og
