en levende Samtale. Man begyndte at giennemløbe Gjesternes Personale, og da Raden kom til Frøken Winther, spurgte Kapitainen med en vis Iver hvem hun var og hvorledes hun var. „Havde det været for ti Aar siden“, svarede Fru Raum smilende, „saa havde jeg beskyldt Dem for at være fangen i Elise Winthers Garn.“ Soller rødmede og maatte uvilkaarlig slaa Øjnene ned. „Uden at være fangen“, vedblev han, „tilstaar jeg Dem dog at jeg er bleven højlig frapperet over Frøkenens Udvortes. Der er en vis Blanding af fordums Grazie og Tungsind, af Dannelse og Frygtagtighed.“ — „De har Ret“, svarede Oberstinden, „hun er virkelig interessant ved første Øjekast. Men hvad hendes Frygtagtighed angaar, saa maa jeg sige Dem, at den ganske taber sig i en Grad af Hardiesse, som man neppe skulde tiltro en Pige af Stand.“ — „Hvorledes, naadige Frue?“ — „Saa De ikke den lille buttede Dreng, der traadte ind ved Siden af hende?“ — „Denne Dreng? — er han — — hendes Slægtning?“ — „Ja, min Herre, og det i aller egentligste Forstand. Hun kom hertil for nogle Aar siden med det spæde Barn, som naturligvis var fundet, jeg ved ikke paa hvilken Landevej.“ Hendes Fader var død, og hendes Kusine, Fru Helmer, maatte tags baade Frøkenen og den fundne Dreng til sig. Moder lyver han sig ikke til.“ — —
I det Samme kom den lille Dreng hoppende ind i Værelset og blev forlegen staaende, da han blev de Samtalende var. Begge kæstede deres Øjne paa ham, men bleve underligen trufne, thi i Stedet for den nys omtalte Lighed, som Oberstinden havde troøet at finde imellem Frøkenen og Barnet, stod Sollers Miniaturportræt saa umiskjendeligen foran dem, at det snart maatte hede: Fader lyver han sig ikke til. Pausen blev bestandig længere og mere forlegen. „Men min Gud, Kapitain“, afbrød endelig Fruen, „har De da ikke et eneste Bonmot ved Haanden, jeg har aldrig savnet det saa meget som i dette Øjeblik. Nu vel, saa lad os gaa ind i Salen uden Bonmot.“ — „I Sandhed, naadige Frue, ved alle mine Synder, denne Gang er jeg uskyldigere end Barnet der henne.“ Fru Raum taug stille med et intetsigende Ansigt og traadte ind i Karreen ved Kapitainens Haand.
Æres
