Smaapiger forglemte Alt uden den skjønne Kapitain og sin Triumf over de misundelige Naboersker. Oberstinde Raum gav ham et straffende Slag med Viften, idet hun gik ham forbi og traadte hen imod et netop indtrædende Fruentimmer. „Der er Frøken Lise!“ hviskede Damerne til hverandre med et spottende Smil, og se, hun har saamænd i Aften igjen sin næsvise Dreng med sig.“ Damen traadte nærmere og førte ved Haanden en liden dejlig Dreng paa omtrent syv Aar. „Hvem er denne Dame?“ spurgte Kapitainen et Par Gange, nysgjerrig dels over den Haan, hvormed man overalt betragtede hende, dels over det Alvorlige og Egne i hendes smukke Ansigt; men tilfældige Afbrydelser hindrede hans Naboersker fra at give Svar. I det Samme blev han kaldt op for at instruere Musiken i den tilstødende Balsal og glemte nu den saakaldte Frøken Lise, indtil han langt ude paa Aftenen blev hende var, støttende sig op til et Vindu og med Øjet fæstet paa ham. Han gik hen til hende og spurgte efter et Par lette Vendinger om hendes Navn. „Betænk Dem, Kapitain Soller!“ svarede en saare vel bekjendt Stemme, og Soller slog forbauset sine Øjne hen paa Pigen, i hvem han pludselig gjenkjendte Elise Winther, der for en Del Aar siden endnu i sin første, blomstrende Skjønhed, havde været hans Brud. „For Guds Skyld! Elise!“ raabte han med uforstilt Varme og greb begge hendes Hænder. „Stille, Soller! De prostituerer mig; jeg beder Dem, forlad mig. Jeg lider nok iblandt disse Mennesker“, blev hun ved med en Taare i Øjet; „forøg nu ikke De mine Ubehageligheder.“ Hun nejede og satte sig hen i den anden Ende af Salen. Soller var aldeles ude af sin Stemning; mekamisk dansede han et Par Danse og satte sig derpaa hen i en Krog i et Sideværelse, hensunken i dybe Tanker.
„Men Soller, hvorledes har De det da i Aften?“ spurgte en venlig Røst, og et Par bløde Hænder bedækkede hans Øjne. „Ak, naadige Frue“, svarede Kapitainen, og skød Oberstindens Hænder ned over Ansigtet til sine Læber, „ak, De maa rigtig undskylde mig, om jeg i deres Hus bliver lidt distræt. Dertil bidrager saa Meget —“ blev han ved med et forlegent Suk. „Hykler!“ hviskede Oberstinden halv højt og vendte sig fra ham.
Imidlertid havde Soller fattet sig, holdt hende tilbage og begyndte
