min nuværende Stilling for blivende. Man kalder mig jo allerede den Gamle, og har end min Dragt og min indgetogne Levemaade mere Del deri end mit Ansigt, saa er dog mit Hjerte blevet gammelt. Min stille Bolig i det alvorlige Kølln er ganske efter mit Sind og mine tolv Elever forskaffe mig det Udkomme, jeg trænger til. Et Ønske bliver nopfyldt for mig: at finde et Væsen, til hvem jeg kunde fortro mig. Verden har holdt slemt Hus med mig. Nu, da den vil lade mig i Ro, opstaar dog iblandt det Ønske hos mig, endnu engang at kaste mig ud af den Havn, jeg har naaet, for at ende mine Dage i Fædrenelandet. Dette Ønske er dog barnagtigt. Det er over ti Aar siden mine Forældre døde. Intet Menneske kjender mig i Norge, og jeg kan ikke mere tale mit Modersmaal uden Vanskelighed. Nej, Margrethe; det er bedst, Du lader Køllns Klokke ringe for dine Ben.“
Fru Biel havde tolv Smaapiger i Skole. Disse vare, som man af den omtalte Indgetogenhed let kan formode, af de simple Indvaaneres Børn. Men det varede ikke længe, førend den Kultur, disse Piger fik, vakte almindelig Opmærksomhed. De ældste af Margrethes Elever talte Fransk, skreve Engelsk, ja en liden fader- og moderløs Dreng anmeldtes i den latinske Skole og opgav Autores, som Fru Biel havde gjennemgaaet med ham. Men Margrethe lod sig ikke forstyrre i sin stille Virksomhed. Naar hun mærkede, man i de Familier, der indbøde sine Døtres Lærerinde, søgte at udspørge hende om hendes tidligere Liv, trak hun sig tilbage og vidste med Lethed at undgaa enhver nærmere Forklaring. Da hændte det sig engang, at en stor Procession fandt Sted, ved hvilken den hele Stad kom i Bevægelse. Ogsaa Margrethe fik Lyst til at hylle sig i sin Kaabe og blande sig i Sværmen. Den tiltog bestandig paa det Sted, hun befandt sig; og hun kom uheldigvis til at trykkes saaledes til Side, at hun, kjæmpende imod den tilstrømmende Mængde, kastedes midt ud paa Gaden, idet en Trop Ryttere joge forbi. Uden Bevidsthed blev hun tagen op, svømmende i sit Blod. Man omringer den Besvimede. Enhver er rede til at hjælpe. En Dame farer forbi i sin Karet og lader det blødende Fruentimmer bringe ind i sin Vogn.
Da Margrethe kom til sig selv, befandt hun sig i et elegant Værelse. Lægen sad ved hendes Seng. Længere hen i Kammeret gik en
