henhører til Margrethes Biografi. Vi have nok allerede overskredet den ofte omtalte Bestemmelse ej at lade Indbildningskraften Raaderum. Altsaa tilbage inden Grændserne. Margrethe kom ikke tilbage, uagtet man strax sendte Expres efter hende, med Efterretning om Emilies Tilbagekomst. Hendes Forsvinden gjorde Indtryk paa hele Familien. Emilie følte sin Samvittigghed betynget med Margrethes Skjæbne og blev alvorligere, klogere og bedre. Charles anede en anden Grund end tilstødt Uheld. Han sørgede, men ærede det ædleste Offer ved at række Adelaide sin Haand og give hende en stedse voxende Del i det Hjerte, hans og Adelaides Veninde aldrig ganske kunde tabe.
„Som en Farve paa Himlen eller paa Tizians Lærred løber over i en anden, saaledes forandrede min Rejses opsøgende og forfølgende Natur sig til Flugt og Frasigelse af Hjem og Venner, af Beskyttelse og Rolighed. Coelum, non unimum, mutant, qui trans mare currunt. Aa jo, dog. Naar man ikke har Samvittghedens Blodigler hængende ved Hjertet, saa skifter man mere end Himmelegn. I det mindste har jeg mærket det saaledes. Endnu vedblev jeg for min egen Beroligelse at følge den Vej, paa hvilken det var mest sandsynligt at formode Emilie, indtil jeg i en Grændsestad fik en Avis, hvori min forekommende Principal i kun for mig forstaaelige Udtryk meldte mig sin Datters heldige Tilbagekomst og Familiens Længsel efter at se mig igjen. „Se, nu er jeg fri!“ fortalte jeg mig selv; og imedens Baaden vuggede tvers over Rhinen med mig og min lille Kuffert, plukkede jeg sindbilledlig en Rose i Stykker og lod Bladene falde udenfor Agterspejlet. Paa hver af dem kunde jeg have skrevet et Levvel. Dog var det kun som et stort Tab for mig, og da jeg nu ogsaa lod Rosens Bæger og Stilk flyde efter, rejste jeg mig med glædeløst Mod op i Vejret og sagde: „Dækket er faldt fra det Forrige; velan! Mod og Tillid i det Kommende! Hvad kan hænde mig aldeles Nyt i Verden?“
Denne Rhinfart er Alt, hvad jeg har at meddele Læserne for maaske hele Aar af Margrethes Liv. Den næste Notice er følgende, der adskiller sig fra de foregaaende derved, at den ikke optager i Flugten de forsvundne Tildragelser men maler det Nærværende. „Jeg har vel naaet Enden af mit Livs Irgange. Jeg er nu i Rolighed og tør vel anse
