Rolighed og Tilfredshed, og hvor hun under disse Forhold ikke længere kunde befinde sig vel. Hendes Hensigt var at vælge den første rimelige Anledning til at gjøre en Rejse nærmere hen imod Havet. Derfra vilde hun da skrive til Familien og særskilt til Charles. Paa sig selv tænkte hun ikke mere. Resignation var en af Margrethes længst tilkjæmpede Dyder.
Imedens Familiens ældre Medlemmer droges sammen og frastødtes ved deres forskjellige Planer, Ønsker, Tilbøjeligheder, — havde den smukke, lille Emilie mere end sædvanlig Lejlighed, til at leve à son aise. Neppe endnu over Barnealderen, var hun ved Romanlæsning, ved Smigrerier, ved den tidlige Besiddelse af kvindelige Færdigheder, saasom Spil og Sang, kommen ind i en Sfære, hvori saa mange elskværdige Piger med langt større Fasthed og Erfaring forvildes og forvikles. Den vide Kreds af omboende Adel og de mange selskabelige Foreninger, der især imellem den yngre Slægt fandt Sted, gav Margrethe meget at passe paa, imedens hun endnu selv havde Aandsfrihed nok til at iagttage. Hvo vil vel udlægge hende ilde, at hun i den følgende Tid havde mindre Mod til med Nøjagtighed at udføre en stakkels Guvernantes forhadte Oppasser-Embede hos en egensindig og forvildet ung Pige, som maaske kun imod hende stedse erindrer, at Papa var Baron?
En Aften skulde der være Thecirkel hos en ung, munter Enke, en liden Mil fra Baronens Gods. Madame de Biel (jeg ved ikke, om vi have havt Lejlighed til at nævne hende før saaledes, som hun nu kaldte sig) lod sig undskylde. Emilie var mere og længere end sædvanlig beskjeftiget med sin Paaklædning. Desuden befandt Pigen sig i en besynderlig oprørt Stemning. Hun havde tusinde Ting at erindre, var hvert Øjeblik i sin Garderobe, i sine Kommoder, skrev Breve, tørrede sine Øjne, sad i dybe Tanker, rasede til Forandring igjennem alle Tonearter i de frygteligste Dissonancer, hvilke hun dog ikke undlod kunstmæssigen at løse. Margrethe var denne Eftermiddag saa ganske hensunken i sig selv, i sin ved Skjæbnens Grusomhed saa fortrukne Livsfigur, at hun ikke gav Agt paa Emilies Narrestreger og først studsede lidt, da denne med en højst tragisk Bevægelse kastede sig om hendes Hals, idet Vognen kjørte frem.
