Margrethes Ankomst til Faderens Godser — kommen tilbage, beriget med Kundskaber, med Levevisdom, og med et Ideal af Kvindeværd, som han hidtil ej havde seet realiseret.
Margrethe Biel maatte vække enhver opmærksom Iagttagers udelte Interesse; men paa en ung Mand som Desmouil maatte hun nødvendigvis indgribe dybt i Sjælen. Fordringsløs og af overvejende Kraft, — højst kvindelig, mindre ved Tilværelse end ved Befiddelse af Sands for det Rette, — yndefuld i enhver Bevægelse, mindre ved Legemets end ved Sjælens Adel, fast i ethvert Forhold, fordi Erfarenhed gjorde hende intet fremmed, — — dsog, hvi skal jeg fordærve det Billede, den opmærksomme Læser af Begivenhedernes Gang vil have gjort sig af Margrethe? Charles Desmouil elskede hende, da han havde lært at kjende den rige, skjønne Sjæl i det tækkelige Legeme. Han hengav sig uden at vide det til en Lidenskab, som saa vel indhyllede sig i Opmærksomheds, Agtelses og Venskabs Dragt, idet den, derom har Brevet fra Margrethe givet Vink, ej fandt Modstand. — Snart vare disse ualmindelige Sjæle sammensmeltede i den ømme Fortrolighed, som ikke ved af Koketteriets Kunster, men hvori enhver søger sit bedre Selv og ikke begjærer andet end at kunne meddele. Margrethe havde det lyseste Blik af disse to over deres Forhold; men var Blikket ogsaa hos hende klarest, hendes Følelser vare tillige de stærkeste: hun havde saaledes den svageste Vilje til Modstand, ligesom han den svageste Evne til Forsigtighed. Længe — et Aar sikkert — vidste de at omslynge hinanden med saadanne Kjærlighedskrandse, som Urania vinder med Blikket imod Himlen. Uvilligen saaredes de af den jordiske Guddoms Torne, da det var for sent at afløse Rosenbaandene. Charles troede at burde bringe deres inderlige Forhold paa det rene ved uforbeholdent at berøre det i en fortrolig Samtale med den elskværdige Veninde. O! det var som at løfte Sløret fra Gudinden i Sais!
„Bedre, at vi havde ladet denne Samtale været udsat eil, o til den fjerneste Tid!“ sukkede Margrethe, idet hun skjulte sit taarevædte Aasyn ved Vennens Barm; „vi vidste, hvor meget vi vare hinanden; men det burde ej være omtalt.C“
„Det er omtalt, det er udtalt, Margrethe!“ svarede Charles og
