inden de hellige Mure, og Margrethe nærmede sig sit ni og tyvende eller tredivte Aar, da Abbedissen begyndte at skrante og efter et Par Maaneders Sygelighed gik hjem til sine Fædre. Paa den første Efterretning om Abbedissens Død overdroge Klosterets Foresatte Margrethe indtil Videre denne Plads og tilmeldte hende, at de havde i Sinde at foreslaa hende, som den i enhver Henseende værdigste, til hin anselige Post.
„Jeg blev heftigt bevæget ved dette glimrende Tilbud“, skriver Margrethe; „men min Bevægelse var ikke blandet med Glæde. Jeg udbad mig en Samtale med vor ærværdige Biskop, hvilken han lovede mig inden kort Tid. Jo mere jeg i de følgende Dage overvejede Sagen, desto flere Betænkeligheder fandt jeg ved at antage Tilbudet. Min Samvittighed forbød mig ved en frivillig Handling at gjøre mig skyldig i en Brøde, som hidtil kun hvilede paa dem, der havde bragt mig i Klosteret. Saa snart den gamle, vakre Biskop havde indfundet sig og med en næsten ærbødig Venlighed sat sig i Lænestolen ved min Side, tog jeg Ordet, og, efter først at have erholdt hans kirkelige Fritagelse fra mit Taushedsløfte, fortalte jeg ham min Historie uden ringeste Forbeholdenhed. Den gamle blev meget rystet. Vrede og Forfærdelse malede sig i hans herlige Aasyn; ofte slog han Hænderne sammen over sit Hoved og Rødme afvexlede med Bleghed paa hans Kinder. Jeg havde neppe Mod til at fuldende; men, naar Tungen negtede ham sin Tjeneste, vinkede han, at jeg skulde fortsætte“.
„Afskyligt, forfærdeligt!“ udraabte han endelig, da jeg var færdig. „Hvilken Handlemaade af Mennesker, hvem Kirkens dyrebare Sag har været betroet! De, Madame, er bleven skammeligen bedragen; men hvad er dette imod den Besmittelse, der er tilføjet Religionen og Kirken? — Ja, min oprigtige Datter! Her er vel Intet at betænke sig paa. Jeg gjør Dem ingen Bebrejdelse, fordi De af Menneskefrygt har tiet i disse Aar, hvori der dog oftere gaves Dem Lejlighed til at skrifte for mig eller en anden retskaffen Gejstlig. Klosterets foragtelige Skriftefader skal bøde for sin og for Deres Synd. Augustin og den ulykkelige Abbedisse staa for en højere Domstol. Vi skulle vel begge engang gysende høre deres Dom for den Alvældiges Stol.“ — Da han havde fattet sig
