omringet af deltagende Nonner. Man gav mig Vin at styrke mig paa, og nu traadte en Kvindeskabning hen til mig, kyssede mig paa Panden og spurgte med en ubehagelig grov Røst: „Tror De, min Søster, at De nu kan rejse Dem?“ Jeg anstrængte mine faa Kræfter, og man ledede mig atter ud igjennem Døren ind i den temmelig store Kirke og igjennem hvælvede Gange til en smukt oplyst Sal.
„Vi ville være alene!“ lød atter den høje Dames Røst, og de nysgjerrigt Indtrædende vege tilbage. „Stakkels, forskrækkede Lam!“ sagde Damen med al den Venlighed, hun kunde lægge i sin Stemme, idet hun drak et Glas Vin og bød mig tage for mig af de indbydende Retter. Snart overvandt Hungeren min pinlige Angst, og med et venligt Smil saa hun paa min Appetit.
„Madame!“ sagde jeg endelig, idet jeg rejste mig og vilde kaste mig for hendes Fødder, hvilket hun forhindrede; „Madame! Vær vis paa min grændseløse Taknemmelighed for den Gunst, De har bevist en Ulykkelig. Men tilgiv mig ogsaa, om jeg vover at bede om Forklaring over Alt, hvad mine veldædige Befriere have foretaget med mig. Deres Naade er uden Tvil Klostrets høje Abbedisse?“
„Saaledes er det, min Søster!“ svarede hun med Højhed. „Du omfavnes her af moderlige Arme. Himlen har ved den fromme Pater Augustin og min Ringhed behaget at drage Dig ud af den elendige Verdens Hvirvler og lede Dig i denne Forhavn til Evigheden.“
„Ærværdige Frue!“ vedblev jeg modigere; „man har da godhedsfuld optaget mig som Lægsøster i dette hellige Hus?“
„Ikke blot saaledes, min Søster; man har efter Himlens Vilje optaget Dig aldeles i Rolighedens Tempel. Glæd Dig ved Navnet Søster og Moder, kjære Ursula! Thi saaledes nævne vi Dig herefter. Lad Forglemmelse hvile over det Forbigangne; efter det Løfte, Du nys aflagde for Herrens Alter —“
„Min Moder! Jeg har intet Løfte aflagt.“
„Forvovne! Dog, Du ved ikke, hvad Du siger. Du har modtaget Sløret. dine Lidelser, dine Dyder, dine Sjælsgaver have erhvervet Dig et stort Klenodie.“
„Dyrebare Frue! Om jeg saa skal paadrage mig Deres Vrede, om
