kunde have Tillid til sine Kammerater, havde i deres bedre Dage betroet Margrethe et Middel, hvorved hun kunde undgaa, nogensinde at skuffes ved Breve med hans Haandskrift. Ingen uden hun var i Besiddelse, det vidste hun, af den Hemmelighed, at en vis Streg i hans Navnetræk var skrevet med et chymisk Blæk, der modstaar Syren. Forbauset ved et uventet Resultat, anvendte Margrethe endnu nogle Undersøgelser, der snart paa det fuldkomneste overtydede hende om, at Brevet og den indfriede Anvisning virkelig var skrevet af Krüger. Med et smertrligt Suk foldede hun Papiret sammen og en bitter Taare svulmede i hendes Øje. Hvor tungt at være skuffet af den, vi elske! Vel følte den uskyldige Margrethe sig ikke nedværdiget ved Følgerne af et hende uvitterligt Bedrageri; vel kunde denne Opdagelse ikke lettelig have Indvirkning paa hendes Fremtid, men maatte i et tænkeligt Tilfælde endog befri hende fra at være forpligtet til at dele en Forbryders Skjændsel. Men dog var det en saare smertelig Opdagelse, og den voldte hende søvnløse Nætter. At den ikke kunde tjene Rulf til Fordel, lader sig let gjette. Med Foragt blev han atter afvist og beroligede sig med, at den uventede Opdagelse vilde have Tid at gjære ud.
Endelig en Aften silde traadte Munken ind i Margrethes Kammer. Der var noget højst Alvorligt, noget Bydende i hans hele Væsen. Med frygtsom Stemme spurgte Margrethe, hvad hun maatte vente af hans Forsorg. Med faderlig Mine lagde han Haanden paa hendes Pande og syntes at bede.
„Margrethe Biel!“ begyndte han, „har I Tillid til den Herrens Tjener, der staar foran eder?“
„Ja, Ærværdige!“ bævede Margrethes Svar.
„Vil I højtideligen love ved de Sandheder, der ere saavel Rettroende som Kjettere hellige, at overlade eder til mig?“
„Under Forudsætning —“ stammede hun.
„Under Forudsætning,“ afbrød Munken barsk, „at I tror at have en af Kirkens Indviede for eder.“ — Mildere vedblev han. „Vil I sværge, føjeligen at underkaste eder de Ceremonier, der i denne Nat skulle blive eder paalagte, uden Indvending — og derefter, naar man bringer eder i et Klosters hellige Asyl, for Ingen uden eders Abbedisse og Skrifte-
