skyttelse, saa er De fri fra Deres Venindes desværre nødtvungne Opsigt.“
Denne Kones Anbefaling gjorde just intet gunstigt Indtryk paa Margrethe; men den Skibbrudne griber til enhver Planke. „Lad ham da komme ind!“
Pater Augustin blev indladt, og Madamen trak sig med et fortroligt Smil ud af Døren. Der fremkom en Pause, som fra Munkens Side uden Tvil opstod, fordi han vilde, af den Fangnes Træk udspejde hendes Karakteer, og som Margrethe benyttede til at anstille sine Betragtninger over den lille sammenkrympede Gejstlige, hvis Blik røbede Livlighed og Aand.
„Er De den Person, som har skrevet disse Linjer?“v Han fremtog Margrethes Brev. Da hun havde bejaet Spørgsmaalet, fortalte han hende, at hin Skorstensfejer i Skriftestolen havde leveret ham Papiret.
„De er i slemme Hænder, gode Kone,“ vedblev han; „men saa gjerne jeg efter Pligt og Kald vil hjælpe Dem, er det mig dog ifølge særdeles Omstændigheder saare vanskeligt.“
„Hvorledes, min Fader, kan det være Dem vanskeligt? Naar Deres Hjerte føler Religionens Røst, har De jo kun at angive Politiet min lovstridige Fængsling.“
„Saa sagte, saa sagte, min Kjære! Det er en Sag, De ikke kan sætte Dem ind i. Jeg forsikrer Dem ved mit hellige Embede, dette Fruentimmer der nede er mægtigere i al sin moralske Uselhed, end De kan forestille Dem.“
„O, ærværdige Fader! For hende indestaar jeg i denne Henseende. Hendes Agtelse og Ærefrygt for Dem er meget stor. Hun har raadet mig til at adlyde Dem aldeles og selv sagt, at De vil kunne befrk mig fra min nærværende Ulykke som hun selv beklager.“
„Gode Kone! De kjender endnu ikke Verden fra Skyggesiden. Da jeg modtog Deres Brev nødsagedes jeg, skjønt en Herrens Tjener, til at foretrække Listens Sti for den aabne Vej. Deres Vertinde aner ikke og bør ikke ane, at De har ved egne Bestræbelser skaffet Dem en Befrier. Kun paa den Maade, jeg har omtalt Dem til hende, som om jeg
