som oprørte Margrethe, vedblev han sin Paastand, og da hun forfikrede, hun vilde før tilintetgjøre Brevet, traadte han hen for hendes Skatol og brød det op for hendes Øjne. „Barbar!“ raabte Margrethe hulkende. Men da han havde gjennemlæst det, lagde han det venlig hen for hende og bad om Forladelse med de Ord, at han nu var tilfreds med Biel. „Jeg maatte vide, hvorledes han behandlede Dig, kjære Kone. Han har vist sig som en kjærlig Fader, og det var derom, jeg vilde have Underretning. Skriv nu saa meget Du vil. Jeg forlanger ikke mere at se enten de kommende eller afgaaende Breve.“ — Efter nogle Ugers Forløb erholdt Margrethe atter en Skrivelse hjemmefra, hvori hun forundret læste, hvad vi anføre efter Indholdet.
„Vi have bekommet dine to kjærlige Skrivelser. Men din betydelige Gave, kjære Barn, har voldt os lige saa megen Betænkelighed som Glæde. Velan, dine ømme og forstandige Grunde tør vi nok modstaa. Da Pengene efter din Forklaring saa ganske tilhøre Dig selv og ikke — ham: saa, Gud velsigne Dig for dem. Jeg har allerede skrevet Ansøgning om Afsked efter dit Raad, og jeg staar nu i Handel med Berthel om hans skjønne lille Ejendom.“ „Ser Du nu, min søde Margrethe, hvorfor jeg var saa haard og afvristede Dig din Faders Brev? Det Brev, hvorom Du Intet ved, har jeg ladet Popp afskrive med din Haandskrift.“
Nu have vi ingen Data at følge, førend vi ved den paafølgende Høst finde vor Heltinde i Staden Middelburg paa Øen Walchern i Nederlandene. Hun begyndte her at frygte saare for Krügers mange forvovne og forviklede Planer. Forgjæves søgte hun at advare ham. Han gik sin Fordærvelse i Møde. Allerede i flere Dage havde han, skjønt han endnu tilsyneladende ventede efter Fragt og ikke havde indtaget sine Papirer, holdt Alt beredt ombord til Afsejling. Kahytten var mere end nogensinde før oppudset, et nyt Kammer afdelt fra Rummet, og Margrethe var beredt paa at modtage en meget anselig Herre, hvis Flugt Krüger havde paataget sig at besørge. — En Aften sad Margrethe ombord, beskjeftiget med kvindeligt Arbejde. Urolig lagde hun det hvert Øjeblik ned, lyttede efter Aareslag i den urolige Havn og sendte Drengen af og til op paa Dækket for at fornemme, om Krügers Baad kom. Paa
