mig, at Du elsker mig, saaledes som jeg elsker Dig. Farvel, min Ven, farvel for evig!“
Hun trykkede sig op til ham og greb nu fat i Trapperebet. Krüger var yderst forvirret og holdt hende tilbage, idet han forgjæves stræbte efter Ord.
„Lad mig være, kjære Krüger; jeg maa nu afsted. Jeg er nødt dertil, og Du maa billige at jeg der hjemme giver Dig Skyld for den Kurs, der blev tagen. Ingen vil bære Tvil om, at Du imod min Vilje styrede Baaden. Lad mig nu gaa! Jeg glemmer Dig aldrig, skjønt Du har handlet haardt imod mit uerfarne Hjerte.“
„Men, Margrethe! Kom dog til Eftertanke. Det gjør mig usigelig ondt, hvis jeg bedrøver Dig derved; men Du maa indse, Du er gaaen for vidt til at vende tilbage. Søde Pige! Du kan intet bebrejde mig; taalmodig lagde jeg min Skjæbne i din Haand. Du valgte, Margrethe; Du har valgt, uigjenkaldelig har Du valgt.“ — Han førte den forstenede, blegnende Pige op i Dækslugen og viste hen over Havet. Det lille velbyggede Fartøj skar sig muntert igjennem Bølgerne, der skummede om dets Sider. Langt borte i Vest viste sig de blaanende Kyster af Landet og i en betydelig Afstand fra Skibet hvirvledes den forladte Visitørbaad omkring, et redningsløst Spil for Vind og Strøm. Margrethe sank med et Skrig tilbage og holdt sig med Møje i Vejret.
Modløs begyndte hun i en bedende Tone: „Du vil dog kunne holde hen til et eller andet Sted af den norske Kyst og lade mig ro i Land ved dine Folk.“— Hun heftede sit Blik paa den lille Jolle der var optrukken.
„Hvor kunde Du forlange, gode Pige, at jeg med Fare og Forlis skulde bugte mig frem imod Kysten igjen?“
„Forlange? Hvad forlangte Du af mig for nogle Timer siden, fejge, egennyttige Bedrager!“ Harmfulde Ord strømmede i harmfulde Toner fra den dybt krænkede Piges Bryst.
„Margrethe!“ svarede Krüger med en af Forvirringen selv tilvunden Fasthed; Du bliver fornærmende. Din Utilfredshed er naturlig; men da Du aldeles ikke kan sætte Dig ind i en Mands Henmeligheder, hvis Forbindelser Du ikke kjender, saa opsæt din Dom og berolig Dig
