stegaarden gjort et flygtigt Bekjendtskab med et ungt Menneske, en Udlænding, som paa et Par Dage opholdt sig hos Presten; og dette Bekjendtskab, saa kort og fjernt det end havde været, frembragte dog ofte hos Margrethe Erindringer, hvorved Blodet med en usigelig sød Bevægelse strømmede op imod Brystet. Den Ensomhed, hvori hun atter levede hos Forældrene, blev hende især følelig, fordi hun, den voxne Datter, maatte være Moderens Højre og ikke længere kunde stryge over den krusede Havflade med Faderen, hvem da ogsaa Alder og Gigt holdt oftere inde. Men — „Ænsomhed er Erindringers Vugge,“ skriver hun træffende; „den vugger dem store og stærke.“ Naar hun sad med Naalen i Haand i den lille mørke Dagligstue, Moderen ved Kakkelovnen bag den surrende Spinderok, Faderen enten ude i sit Kald eller trællende ved den grønne Pult med sine i hans Øjne besværlige Regnskaber: da stillede sig ofte den unge, ranke Krüger for hendes Erindring, hvorledes han kraftfuld og med Anstand, førte hende ned ad de Dansendes Række paa et Bal hos Prestens Nabo, — hvorledes han ved Thebordet paa Prestegaarden underholdt hende med Beskrivelser over London og Paris, — hvorledes han forbausede den, i det mindste efter Margrethes Mening, lærde Pastor ved sine udbredte Kundskaber, — hvorledes han stundom heftede sine brune Øjne saa fast, saa gjennemtrængende paa hendes blaa, at hun øste Fløde i Sukkerskaalen og lod Thevandet løbe over Koppen. Angaaende Krügers Stilling vidste Margrethe saa godt som intet. Han var tydsk Student og rejste omkring i Norge for at undersøge Bjergenes Forgreninger. Men hvad dette egentlig vilde sige, forstod Bygdens respektive Honoratiores lige saa lidt som Margrethe. Langt mere forstaaeligt var det, at den unge Mand lidt hemmelighedsfuldt havde solgt til Egnens Landkræmmer nogle Par engelske Bomuldsstrømper. „Dem havde han rimeligviis stjaalet, mente En og Anden. I Førstningen tog Margrethe lidt højt tilorde imod en saa urimelig og ukjærlig Beskyldning; men et Par Sideblik, vexlede imellem hendes Omgangsveninder, lærte hende baade at tie og at tænke over sig selv og sine Følelser.
Denne Erindring var det da, Ensomheden vuggede stor hos Margrethe, imedens Moderens Spinderok surrede Melodien til Tankernes Text. Endnu hørte med til det Øvrige det Haandtryk, hvormed han
