rene nu hede Sagn eller Noveller, Stoffet derimod Bombasin. Kort at fortælle, Selskabet underholdt sig om Punsebollen med allehaande mærkværdige Spøgelse-Historier og Nisse-Eventyr, men Alt belyst med Oplysningens Begkrands og under lydelig Skoggerlatter. Fouqué har, som De ved, skrevet et underholdende Eventyr, som heder das Galgenmännlein. Den Tid, jeg nu taler om, havde hverken Oehlenschlägers Fader drømt om at hans tilkommende Søn skulde oversætte, eller den lille Friherre Fouqué, at han engang skulde skrive et saadant Eventyr. Imidlertid — det gjør mig ondt, men Sandheden maa ikke dølges — maa jeg imellem os her underrette Dem om, at denne Galgemand slet ikke er Fouqués Opfindelse, men har i en naturligvis mindre udviklet Skikkelse været til længe før hans Tid. Netop udgjorde hans kuriøse Liv og Levnet Selskabets Underholdning ved den tredie Bolles Slutning, og da den Tid, som forløb imedens man ventede paa den nye, netop syntes skikket til at opvække alvorlige og moralske Betragtninger, tog ogsaa just et Par oplyste Landkræmmere Ordet, og talte om de forrige Tiders Lettroenhed og Overtro.
Længst inde i Kakkelovnskrogen sad en liden, skeløjet, brevskuldret Mand, som ingen Del havde taget i den støjende Samtale, og som, da han ikke havde Part med i Punsen eller var kjendt af Nogen, heller ikke var bleven værdiget de Øvriges Opmærksomhed. Hvad man vidste om Personen, var, at han hed Hak, boede i Finland og for et Par Dage siden havde med et ældgammelt, hæsligt Kvindemenneske indlogeret sig i en Stald paa nærmeste Gaard. Hr. Hak var i øvrigt temmelig vel klædt og lød til at kunne betale et bedre Logis. Paa engang traadte denne Hak frem til Bordet, strøg det tykke Haar til Side over Panden og begyndte med hæs Stemme: „Men hvoraf ved de gode Herrer saa vist, at der aldrig hændes slige Ting i Verden?“ Alle bleve tause og Piberne kom med Et fra alle Munde. Der var ikke et Smil at se, mindre en Latter at høre. Thi det forekom Enhver, som om Fanden eller i det mindste hans Vikarius i dette Øjeblik stod færdig at give dem Troen i Hænderne. „Jeg vil nu ogsaa“, vedblev han, fortælle Dem noget. Udi Finland, hvor jeg bor, levede i en ensom Stue en gammel Jomfru, styg som en Hex, fattig og sygelig. I de sidste tredive
