bausede Husherre. Da lod han os Børn træde udenfor i Kammeret, idet han først ilede min segnende Moder til Hjælp.
Dagen efter sad Moster Matthæa i en pen, ærbar Husdragt ved Spinderokken og blev hos os fra den Stund af og blev os Alle saare kjær. Lidet talte hun og søgte da altid at dølge sit svenske Sprog; men en særdeles Kløgt og et højt Sving mærkedes i hendes Tale. Der gik det Ord iblandt Naboerne, at hun ikke var vel forvaret; men jeg tror sandelig tvert inod. Kun visse Tider om Høsten syntes hun noget underlig. Da holdt hun sig gjerne inde, og min Moder var for det meste hos hende, laa vel endog i det lille Kammer med hende. Det var langt fra, at Moster Matthæa var fattig; tvert imod kom med hende Velstand i mine Forældres Hus. Hvad der for Resten af hendes stille Liv er blevet mig i Minde, er, at hun gik regelmæssig fire Gange om Aaret til Alters, de to Gange alene, da min Fader vedblev sin gamle Maade, at søge Herrens Bord Vaar og Høst. Neppe ved jeg at erindre, at hun nogensinde gik ud, uden for at besøge Kirken. Men da var hun altid, Sommer og Vinter, klædt i en blaa Kaabe og havde en sort Kyse paa, saaledes som hun staar afbildet. — Jeg erindrer ikke, hvor mange Aar hun var i mine Forældres Hus. Men vel mindes jeg den sidste Nat i hendes Liv. En ung Maler var kommen i Huset hos es og boede paa et Kvistkammer. Han og jeg bleve som jevnaldrende snart fortrolige Venner. Vistnok havde jeg ikke saa ganske godt af hans Selskab. Thi han førte mig til en Levemaade, som hidtil havde været mig fremmed, og som vilde voldt mine retskafne og sædelige Forældre stor Sorg, hvis de havde vidst noget derom. Men naar alt var i Rolighed hjemme, listede vi os ud og hensvirede mangen Nat. Naa, Gud ske Lov! Disse Snarer faldt af, og jeg har afbedet mine Forseelser Men, som vi en Nat, eller rettere en Morgen kom hjem fra en vild Lystighed, mødte paa Gangen min Moster os i sin blaa Kaabe og sorte Kyse, med en Spand i den ene Haand og en Fejekost i den anden. Det var mørk Nat rundt om. Men i Spanden har hun havt et Lys; thi derfra straalede et klart Skin om hende. „Gud bevare os! er det eder, Moster!“ raabte jeg ganske forfærdet. Men hun svarede ikke et Ord og
