den By, men kom saa hertil for at realisere Moderens Bo for sig og sin eneste Søster, nedsatte sig derpaa her i den ham tilfaldne Gaard og driver for Resten Faderens Profession. Da jeg ved Auktionen efter hans Moder havde ladet mig tilslaa dette lille Maleri, sagde han over Bordet: „Rigtignok burde jeg budt dem over; for det er et Familiestykke; men nu kan det være det samme. Der følger saa ikke nogen ret hyggelig Erindring med hende der.“
„Nu kan De let vide,“ vedblev min forekommende Vert, idet vi satte Glassene fra os, „at jeg ønskede en liden Underretning om den Person, hvis Maleri jeg var kommen i Besiddelse af. Imidlertid var ikke Auktionsstuen Stedet, og jeg fandt længe ingen passende Lejlighed til at faa min Mester i Tale. Da det endelig lykkedes mig, fik jeg følgende Beretning.
„En kold Vinteraften,“ begyndte Mester Jochum, „sad vi om det tarvelige Aftensbord. Min ældre Søster havde afdækket; Fader tog Huen af og læste fra Bords, først efter Hustavlen, derefter med et lidet Tillæg, efter som just Omstændighederne medførte. Han havde store Gaver for sin ringe Lærdom, og vi hørte andægtig til. Da han holdt op, raabte en Stemme i Døren: Amen, i Jesu Navn! — Halv forskrækkede vendte vi os efter Lyden; min Fader satte Huen paa og gik hen imod den Indtrædende. Paa Spyørgsmaalet, hvo hun var, det usle, pjaltede Fruentimmer, sukkede hun og bad med en fremmed Udtale om Aftensmad og Husly. Nu var min Fader vel en stor Uven af Løsgjængeri som af al Slags Uorden. Men det heldigen indpassede Amen og dertil Kvindemenneskets elendige Udseende gjorde ham her tilbøjelig til en Undtagelse. Aldrig skal jeg glemme det Øjeblik, da hun efter sit i Taushed nydte Maaltid, rejste sig i Vejret, høj og anseelig, og udbrød:
„Dorthe! Nu ser jeg, hvorledes Du og din Mand fare med et fremmed, ukjendt Menneske for Christi Skyld. Nu tør jeg nok lade det komme an paa, hvorledes I ville behandle en Søster. Dit Hjerte, Dorthe, havde jeg altid villet bygge paa; men at I, Svoger, vil nu erkjende en Søster i den elendige Matthæa, hvem I maaske endnu aldrig har hørt nævne, derom beder jeg her paa mine Knæ for vor Herres, Jesu Christi Skyld!“ Kvinden laa paa begge Knæ foran den for-
