Kysen lod sig af og til se om Aftenen paa den omtalte mørke Del af Gangen. Hun var klædt i en blaa Kaabe, holdt i sin venstre Haand en stor Blikspand uden Laag, i hvilket befandt sig et brændende Lys; i den højre havde hun en Fejekost; Ansigtet var skjult under en stor Fløjelskyse.
„Har De selv seet den gamle Kone?“
„Ih, Gud bevare mig naadelig vel! Da døde jeg paa Stedet. Nej, jeg er saamænd ingen Elsker af slige Syner. Men lad De nu herefterdags kjønt være at gaa paa den Vej om Aftenen. De skal jo være Prest og ikke Helt.“
Helt eller Prest, saa maatte jeg naturligvis nu op ad den mystiske Trappe; og mangen Aften belyste
Sidera, consciæ fatis,
mine Trin paa den mørke Gang. Men Mutter med Kysen havde jeg rigtignok ikke den Ære at gjøre Bekjendtskab med, naar jeg undtager en og anden Gang i Drømme. —Authentiske Efterretninger om dette Spøgelse lode sig ikke indhente. Imidlertid hed det, Konen med Kysen af og til i en mørk Høst- eller Vinteraften trippede ud fra Høbøden, listede sig forbi Madboden og forsvandt i Vedskuret, hvor der fandtes en gammel tilspigret Lem i Gulvet. — Engang i mine Vertfolks Fraværelse fik jeg denne Lem brækket op. Umiddelbar derunder var en Grusdynge, som det ikke i mit daværende Forhold lod sig gjøre for mig at faa optaget. Saa meget fandt jeg dog, at den dækkede et Par Trin af en Trappe; men hvorhen denne kunde føre, var ikke let at gjette, da Rummet nedenfor var optaget af en i senere Tid opført Bagerovn. Min hemmeligholdte Undersøgelse gav mig for Resten Udbyttet af en forrusten Nøgel som jeg endnu er i Besiddelse af.
Et Decennium var rundelig forløbet, siden jeg sidste Gang vandrede ned ad hin Bagtrappe, da jeg stod i en gammel agtværdig Embedsmands Hus i Throndhjem og betragtede hans ualmindelige Samling af historiske Portræter og Malerier. Vel bevandret i sin fædrelandske Historie og dertil ogsaa Detajlen af de mærkværdigste Menneskers, hvis Afbildninger opfyldte hans Vægge, fortalte han mig mangt interessant Træk af
