drikker det,“ ytrede Konens Taknemmelighed sig. Dog lod det, som om Spegegaasen bragte hende paa andre Tanker, og hun modtog et Stykke Mad.
Nu mente jeg at have fortjent et Svar og spurgte atter efter Manden.
„Aa han er vel ikke langt unna. Han gik i Dag med Forvalteren paa Skovudvisning. Jeg skal nu lave Aftensmad til dem, naar jeg faar melket.“ — En sød Musik i mine Øren!
„Altsaa bliver vel Forvalteren her i Nat?“
„Ja det kan I vel tænke. Naar de faa deres Brændevin opdrukket og gjort Folk ulykkelige, komme de sagtens i Reden.“ — Derpaa tog hun sin Melkekolle og gik ud i Regnskyllen.
„Gjort Folk ulykkelige! Hvad mon det skal betyde?“ tænkte jeg ved mig selv og drak min Dramunge. Det blev mig noget trangt i Stuen, og jeg gik ud i Forskuret med min Pibe. Udenfor var det endnu Dag. Ved nærmere at betragte Huset saa jeg, at det havde et Kvistkammer med ordentlige Vinduer. Den Loge havde sagtens Forvalteren abonneret; men der blev vel ogsaa Plads til mig. Det var en stor Trøst; naar kun ikke det fordømte „gjort Folk ulykkelige“ havde tonet i mine Øren. Ligeoverfor Huset laa Stalden, og jeg stod i Begreb med at gjøre min uhyggelige Værtinde en Visit i Fjøset, da jeg med Et blev var gjennem Gluggen af en til Siden staaende Stolpebod et Ansigt, som kigede frem. I Stedet for at ælte ud i Sølen i Styrtebadet, gik jeg ind efter min Kikkert og rettede den paa den omtalte Glugge. Den trækker godt, og snart havde jeg tæt foran mig Billedet at en udtæret Yngling, hvis vilde Blik syntes, efter det sædvanlige optiske Blændverk, at hefte sig paa mig, der dog stod skjult, men hvilket nok fulgte de krydsende Lyn. Dette Syn bevægede mit allerede oprørte Gemyt, — og Røvere, Mord, Plyndringer løb om i mit Hoved. Konen kom over Gaarden med sin Melk, og jeg gik efter ind i Stuen. „Er her Arresthus?“ vilde jeg have spurgt; men i min Passivitet vovede jeg kun at spørge, om her slet ingen flere Mennesker var paa Gaarden. — Et tørt Nej paafulgte, og jeg opslugte atter andre Spørgsmaale med et drøjt Stykke Ost. —
