snart efter min Ulyst at regne, kom vi til den sumpige, ulykkelige Dal; hvori, paa tre Sider omringet af den mørkeste Skov, Gjestgiverstedet Brække aabnede sin kun lidet gjestevenlige Façade. Jeg traadte ind, bøjende mig under den lave, paa tvers afdelte Dør, og spurgte efter Skydsskafferen. En fed, lasket, temmelig høj Kvinde traadte mig imøde. Hun var iført en blaa, sid Mandstrøje; et svært Parti Skjørter omgjordede de føre Lænder; paa Hovedet havde hun et fremadhængende Skaut[1]. Med en raa Altstemme svarede hun, tvert nok, at her ingen Skydsskaffer var tilstede. „Naar Manden hendes kom hjem i Kveld, fik jeg vel Besked om Skydsen. Hun var Fanden ikke Skydsskaffer.“
Vi Stakkels Sømænd ere altid mere eller mindre kejtete paa Landjorden, og, uden at det derfor er afgjort, at vi mangle Mod, lade vi os dog let forbløffe under Forholde, som ere os fremmede. Lidt frygtsom spurgte jeg, naar Manden vel kom tilbage; og da intet eller dog et mig uforstaaeligt Svar fulgte derpaa, betalte jeg min utaalmodige Skydsdreng, saa efter den Bortilende, som efter min sidste, svage Støtte, og gik nedslagen ud til mit Tøj, der ved Drengens raske Arme var bragt ind under Bræddeskuret, ved Siden af Døren. Stuen var ikke meget behagelig. Lav, smudsig, fik den en usirker Belysning, mere fra Ilden paa Skorstenen end fra de elendige Vinduer, hvis fleste Ruder vare af Papir. Jeg gad ikke spørge efter Gjestestue, thi der lod sig ingen saadan formode, — men tog min Madkurv og Flaskeforet ind.
Atter brød Uvejret løs; Tordenen skraldede; Lynet tegnede sine vilde Ildfigurer i de sorte Skyer, og Glimtene skjøde tilsyneladende ind i Hytten. Kjærlingen mumlende en Stump af Fadervor og lagde flere Kviste paa Skorstenen.
Imidlertid havde jeg faaet mine Tvebakker, min lybske Pølse, mit gode Gaasebryst og min engelske Ost frem. En god Slurk gammel Rum drev Væden og Utilfredsheden udad, og jeg skjænkede atter i til min ordknappe Vertinde.
„Jeg drikker ikke det Helvedes Brændevin; der er nok af dem, som
- ↑ Skaut kaldes en Hovedbedækning, som almindelig bruges af Fruentimmerne i Norge, bestaaende af et stort Torklæde, der foldes ikke uligt et Madonnaklæde.
