er Alt i Ulave. Jeg er ret bekymret for den gode Pige og har maattet sende Bud efter Lægen.“
„Hvem er denne Anne, Søster?“ spurgte Oberstløjtnanten.
„En fimpel Tjener, kjære Svoger; men et fortræffeligt Menneske. O Gud! Jeg og Mine have hende meget at takke; mere end jeg nogensinde kan enten fortælle Dem eller gjengjelde hende. Det er lidt over fire Aar siden hun kom i vort Hus. Min Mand havde været udenlands i længere Tid for at lægge sig efter de Kundskaber, han behøvede til at drive Verket. Jeg ventede ham tilbage. Kjære Svoger, Du ved nok, og De Hr. Mølmann — hvorfor skal jeg være forstilt? De ved desværre, Arberg og jeg levede ikke saa ganske lykkelig sammen. Skylden faldt haardt paa mig, og jeg vil ikke undskylde mig. Kun det vil jeg sige. ved uheldige Egteskaber have begge nogen Uret. Arberg var den mest Lidende, var den Eftergivende, var Den, der altid først blev fornærmet. Men havde han været mindre god eller rettere mindre svag, jeg havde været bedre. Nok, jeg var mest Skyld i vort uheldige Forhold; mine Begreber om, hvad jeg kunde fordre af Livet, min Ulyst til huslig Dont, min Forfængelighed, — De ser jeg er oprigtig, — voldte Splid, Misnøje, tidt aabenbar Kiv. I Arbergs Eftergivenhed saa jeg snarere Frygtsomhed end Kjærlighed; i hans Erindringer om Sparsomhed saa jeg Ligegyldighed for min Fornøjelse; i hans Irettesættelser saa jeg Tyranni under Mildheds Maske.
Jeg var ikke glad ved at vente ham tilbage. Dels havde jeg tilladt mig mange Adspredelser, som jeg nu maatte komme til at savne, dels var Husvæsenet i Uorden, og jeg havde gjort Gjeld.
Dengang var Anne nylig kommen i mit Hus som Barnepige Sandt at sige bekymrede jeg mig ikke synderlig om Børnene og var glad ved at have faaet et gammelt paalideligt Menneske, som jeg strax ansaa hende for, til at bære en af de for mig dengang ubehagelige Byrder.
En Eftermiddag befandt jeg mig tilfældigvis i et lidet Aflukke ved Siden af Børnenes Kammer. Døren stod paa Klem. I dette Rum staar en Seng, paa hvilken jeg kastede mig, for under en Middagsslummer at forglemme mine Bekymringer. Da hørte jeg en Samtale imellem Anne og Børnene, ved hvilken først min Nysgjerrighed, siden min
