Oberstløjtnant F. Arberg, en særdeles flink Officier og en brav Karl, der, som han selv siger, i Modgangs Skole blev afvant med mange Unoder, foreslog mig for nogen Tid siden at gjøre Følge paa en Tur til hans Broder, min Ungdomsven Jakob. Han vakte min gamle Rejselyst, og uden mange Betænkeligheder satte jeg mig i min Kariol, da han steg i sin, — og vi naaede i god Behold Kurvens Verk. Paa Vejen havde Oberstløjtnanten nærmere underrettet mig om adskillige Detajler af hans og Jakobs Ungdomsliv, som jeg da i Hovedsagen kjendte, — og med en Pebersvends Peber overdrysset Eulalia, saa at jeg visselig halv mismodig betraadte et Hus, hvor jeg ventede liden Hygge.
Vi holdt for det rummelige Hus og stege af. Arberg, sagde man os, var ikke hjemme; men Madamen kom os imøde med et Barn paa Armen. I Sandhed en meget vakker Kone, fmagfuld paaklædt og venlig som den smilende Sommeraften. Hun førte os forekommende ind i en munter Stue, Hvor vi fandt tre rase Børn.
„Ak,“ tænkte jeg, „saa elskværdig kan Du være, naar det gjelder om at modtage Fremmede. Hvorfor viser On Dig anderledes imod Din fortræffelige Mand!“
Oberstløjtnanten syntes at tænke neget Lignende, og vi gjorde os virkelig ikke i Førstningen fortjente til den saare venskabelige Modtagelse. Men det var ikke muligt længe at blive i tvert Lune. Eulalia var saa inderlig elskværdig, — hendes ældste Datter, Lina, syslede saa tækkelig om Moderen og om den lille Søster, — de to kjernesunde Drenge vare saa livlige og dertil beskedne — og den blomstrende Have saa ovlivende: at vi maatte blive muntre. Da Madame Arberg et Øjeblik forlod os, kastede jeg mit spørgende Blik paa min Rejsefælle.
„Ja, Du maa nok forbauses,“ udraabte han. „Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det er nu fire Aar siden jeg besøgte min Broder. Da var Alt ganske anderledes, Eulalia uordentlig og fortræden, Børnene uopdragne og forsømte, Huset i Uorden. Jeg begriber ikke denne Metamorfose. Men Fernis, gode Ven, Fernis; intet Andet. Bi til i Aften, naar Jakob kommer hjem; da skal Du se lidt af den anden Side.“
„Undskyld min Fraværelse, mine Herrer,“ sagde Vertinden, i det hun bragte os et Glas Punsch; men min gamle Anne er bleven syg og saa
