Kjæresten.
„Hurra! Kaptejnen leve!“ tonede fra det lille Kompagni, der brød op og ilede, hver Soldat til Sit, imedens Kaptejn von Flamme med alvorlig Gravitet slog Sabelen i Balgen og traadte med Broderen, Lieutenant von Flamme, hen til Teltet, hvorunder Mellemmaden var dækket paa en flad Sten.
„En hed Dag, Hr. Broder;“ pustede Kaptejnen og drak Løjtenanten til af Feldtflasken. Men hvor blev af Tiggertøsen med det vakre Haar? Hun skulde dog havt et Smørrebrød med os.“
Løjtenanten opdagede hende et Stykke borte ved Gjærdet og bragte hende til Teltet. —
„Hvorfor gik Du herfra? jeg sagde jo, Du skulde staa ved Teltet, Barn, for at være fikker ved Manøvreringen.“
Pigen pillede paa sit Tørklæde og svælgede Graaden.
„Naa!“ spurgte i en bydende Tone Krigsmanden.
„Jeg var saa sulten,“ hulkede den forskrækkede Lille;“ og saa var det saa ondt at staa saa uær ved Smørrebrødet.“
Taarerne traadte i Øjnene paa begge Heltene, og de kappedes om at fore hende. Den omtalte Feldtflaske, der indeholdt Melk, blev tømt af Pigebarnet, en dejlig Glut paa sex Aar, som nu ret fortrolig hoppede imellem begge Heltene og paa deres Indbydelse undselig fulgte ind med paa deres Fader, Major Arbergs Gaard.
Det er vel paa Tide at underrettede mine Tilhørere om, at den ældste af Krigerne, som kaldte sig Kaptejn von Flamme, vel var et livligt flammende, kraftfuldt lidet Væsen — men dog i det prosaiske Liv en tiaarig Dreng, Frants Arberg — og hans Broder, der lod sig nøje med Titelen Løjtnant, den et Aar yngre Jakob Arberg. De kri-
