Aars Tid sneg sig heel kjedsommeligt hen for den ensomme Ernst. Med Tiefenthal stod han i venskabelig Korrespondense og forsynede ham med Penge; fra Theresie havde han ligeledes ofte Breve; begge klagede, den første maaske mest af Politik, i de vemodigste Toner over Savnet af de henfarne Dage. Da fik Ernst paa engang en Ide, der vandt hans hele Interesse. Han havde nylig arvet et gammelt Slot med højst ubetydelig Ejendom til udenfor Fyrstendømmet, men i Nærheden af det Gods, hvortil Theresie var forvist. Der, vidste han, havde en ulykkelig Statsfange indtil for faa Aar siden været indsluttet, og man vilde vide, han havde havt en omhyggelig indrettet Bolig. Endnu levede hans Vogter, en ærlig og taus gammel Franskmand. — Paa disse Piller bygger Ernst sit Fantasislot, idet han udvirker sig Onkelens Tilladelse til at bese den nye Ejendom. Han finder Alting over Forventning; Slottets ensomme Beliggenhed, Taarnværelsets Bekvemhed til at dekoreres, den hvælvede Gang til Grotten. Mathieu, et venligt, altid villigt Redskab, hvor han ikke formoder Ondt, gaar ham trolig tilhaande og modtager sin Instrux, hvortil da ogsaa hørte at iagttage den alvorligste, mest afskrækkende Mine imod alle Uvedkommende og Nysgjerrige.
Alt var færdigt til at unde de Elskende et venligt Asyl. Nu kom det an paa at samle dem. At faa fat paa Tiefenthal var en let Sag. Men hvorledes kommer Theresie ud af sit Bur? Derpaa havde Fusentasten slet ikke tænkt. Dog, Lykken skal være alle Daarers Formynder. Theresie har i denne Henseende, formedelst hendes Værelses Beliggenhed, den største Lethed for at komme useet ud ved Aftentid. Men nær havde Prinsens hele Intrige strandet paa en højst uventet Klippe; Tiefenthal havde nemlig slet ingen Lyst til at krybe ind i et gyldent Fangebur for at fortsætte et Bekjendtskab, hvorved han hverken havde Ære eller Lykke at vente: og hvis ulovlige Natur afskrækkede ham ikke mindre end Faren. Dog — den tilvante Afhængighed af hans høje Beskytter, det Sælsomme i denne Situation, Frygten for at synes utaknemmelig, og den visse Følge af et Afslag, at han for stedse mistede sin rigelige Underholdning, — alt dette forenet med Erindringen om Therestes Yndigheder, bestemte ham til at komme. Endnu anede kun Theresie den Lykke, hendes forvildede Broder havde tiltænkt hende. Først bragte Ernst