vil, paa Uger eller — for stedse. Heftig trykkede hun hans Haand og ilede ud.
Ugjerne flytter Fortælleren Scenen til det —genske Fyrstehof. Han kan ikke vel undgaa det, men har sat sig for at opholde sig saa kort der som muligt. Den gamle regjerende Fyrste var en retskaffen Mand, men indtil et vist Punkt saare eftergiven og tolerant. Naaede man derimod dette Punkt, hvis Beliggenhed ikke var godt at bestemme, saa var han det ubøjeligste, strengeste Menneske, der nogensinde bar Fyrstekrone. Da han nemlig selv havde været opdraget i en Brødremenigheds Opdragelsesinstitut og derefter stedse havde ført et strengt ingetogent Liv, kjendte han Verden mere af Bøger end fra Livet og tiltrøede ikke letkelig Nogen noget Ondt. Idet han saaledes, selv ren tog alt for rent, fandt det usømmeligste Vildskab Sted ved hans lille Fyrstehof. Prins Ernst, Fyrstens yngre Brodersøn, et godmodigt, men yderst letsindigt og udsvævende Menneske uden al Karakter, var den, der angav Tonen. Ham fulgte trolig Søsteren, den smukke, overgivne Prinsesse Theresia. Naar en og anden Gang en betroet og agtet Mand vovede at gjøre Fyrsten opmærksom paa, at hans Broderbørn ikke opførte sig sædeligt, og at en næsten tøjlesløs Tone herskede iblandt Hoffets Ungdom: saa smilede den godmodige Fyrste og rokkede med det ærværdige graa Lokkehoved.
„Min Ven! Lad de Ungdommen spøge. Hvad der sker aabent, sker uskyldigt; Lasterne krybe i Skjul. Tro De mig, i Opdragelsesinstitutet, hvor jeg var, der gik meget for sig bag den fromme Mine!“ Nu kom Fyrsten gjerne med en af de syv Exempler, han havde fra sin Ungdom paa ugudeligt Levnet. Raadgiveren maatte tie og trække paa Skuldrene.
Saaledes Fyrsten indtil et vist Punkt, sagde jeg. Kom det dertil, det vil sige, fik han Øjnene op, eller forestillede han sig blot, at noget Umoralsk fandt Sted: da kjendte hans Harme ingen Grændse. Selv Lastens dødeligste Fiende traf han Forbryderen med sin tunge Fyrstehaand.
Prins Vilhelm, den ældste af Fyrstens Brodersønner og præsumtiv
