jeg heller at irettesættes for Ufuldstændighed end for kjedsommelig Vidtløftighed. — Altsaa i Stedet for Situationstegning en kort Randglose.
Fanny elskede med sin hele, store Sjæl den rigt begavede Valley, og hans lidenskabelige Hjerte slog kun for hende. Valley havde ofte elsket; men ved den høje, rene Fannys Side lærte han, at Kjærlighed er noget Ædlere end Sandsernes stormende Uro. Et skjønt Forhold havde fæstet sig imellem dem. Paa et bestemt Klokkeslet steg Fanny ned fra Grotten. En Laterne blinkede hende vinkende i Møde fra den modsatte Ende af den skraa Gang. Fra Taarnværelset, hvis Nat de brændende Voxlys maatte forjage, kom Fangen hende i Møde, trykkede sjæleglad hendes Haand og følte det ømme Gjentryk. Derpaa satte man sig til — Schachbrættet. Ja mine Venner; De finde det maaske besynderligt; men det var saaledes; Fanny vilde det. Naar Spillet var ude, skjænkede Amerikanerinden The (her smagte den hende); Valley stoppede sin Pibe. Samtalen standsede aldrig; den drejede sig mestendels om Amerika, naar ikke en af begge læst Forfatter gav Stof til underholdningen. Næsten aldrig tog den nogen lidenskabelig Vending, der hentydede paa deres Forhold. Saaledes henrandt Dage og Uger.
„Nej, Bjørn,“ sagde en Dag Burckhard; „det bliver dog vel Tid til at tænke paa Hjemrejsen. Med min Brøndrejse bør jeg være tilfreds; raskere har jeg ikke været paa to Aar. Mine Forretninger have ikke godt af denne Ørkesløshed, og I arme unge Mennesker have opofret alt for meget for min Skyld.“
Alle vare tilfredse med at tænke paa Tilbagerejsen. Ogsaa Fanny erklærede sig for den. Men Emilie bemærkede med Forskrækkelse, at Fannys Ansigt i et Øjeblik var kalkhvidt og alle Træk ligesom fastfrosne. Ogsaa hendes Stemme bævede, og en dødelig Smerte syntes at udtale sig i hendes Blik. Men med en næsten utrolig Kraft betvang hun i faa Minuter sit hele indre Oprør og hviskede derefter munter til Emilie, hvis opmærksomme Øjekast hun havde iagttaget „At jeg dog aldrig kan lade være at spise Meløner! For et Øjeblik siden bavse jeg saa Ondt, at jeg næsten var besvimet.“
Da Fannay atter sted nede hos den Fangne, gad hun ham med al
