sad den hele Dag drømmende og stirede hen for sig. Nattens Scener skrede frem for hendes Erindringer som Billederne i Perspektivkasse. Derfor saa man hende pludselig blegne, smile, rødme, rejse sig. Det var Fanny en saare velkommen Efterretning, at August havde paa sit Morgenridt fattet den Beslutning at tilbringe et Par Dage i Staden. Han red endnu samme Formiddag afsted. Emilie rystede forskrækket paa Hovedet ved at se paa Veninden. Selv Burckhard, som et Sygdomstilstød tvang til at holde Sengen, bemærkede det Forandrede i Fannys Væsen.
Fortælleren har stræbt at opfatte Fannys Karakteer; han har søgt at gjøre sig Regnskab for enhver af hendes Bevægelser. Ogsaa denne pludselige Mangel paa Holdning, der i Førstningen forekom ham en høj Sjæl uværdig, tror han ved nøjere Eftertanke at kunne begribe. Fanny var vant til med den Overlegenhed, hendes Aands Frihed, hendes Hjertes Rigdom, hendes Bevidsthed om Overvegt, gav hende, at bevæge sig i Ord og Handling frit og let igjennem Livet. Første Gang havde hun truffet sin Overmand; første Gang havde hun, bedøvet af det hele Sammenstød af Omstændigheder tabt den aktive Kraft, der aldrig havde sveget hende. Naar jeg havde havt en Mands Billede at skildre, skulde Rhetoriken ej have villet forbyde mig Lignelsen af et ædelt Dyr, der, engang betvunget, ikke mere kan gjenfinde Følelsen af Uafhængighebd. Ved Middagsbordet sad de to Pigen alene lige overfor hinanden. Kun Emilie spiste; Fanny var aldeles adspredt. Pludselig brast Emilie ud i en hjertelig Latter.
„Hvad ler Du af?“ spurgte Amerikanerinden forskrækket.
„Af Fader og, om Du vil, ogsaa af Dig, Fanny. Han spurgte, hvordan det var fat med Dig, og mente, Du maatte være forelsket. Nu gik jeg just igjennem det hele Personale her. August, den Stakkel, ham vil Du nu ikke vide noget af. Fader — Du vil dog vel aldrig være min naadige Stedmoder? Mathieu, ja han er nu en pen, morsom liden Mand, og forelsket i Dig er han i det mindste. At dit Hjerte skulde røres af Michels og Klaus’s Yndigheder — —“ saaledes sladrede Emilie væk.
Der gives legemlig Smerte, som øjeblikkelig ophører ved et stærkt
