Dette adspredte og morede Fanny. Da de traadte ud, spurgte hun paa een Gang i denne lette, udtryksløse Tone, med hvilken vi tale til vore daglige Omgivelser.
„Men Valley! Sig mig dog, hvor blev Mathieu af i saadan Hast?“
„Ja, De maa sagtens undre Dem, kjære Miss Fanny. Tilfældet spillede ret med Dem for engang at tilsmile mig. Mathieu fik imod al Sædvane det Indfald at bringe Noget ind i hint Forraadskammer, førend han gik ind til mig. Jeg stod derinde for at efterse Levningerne af min Vinterfrugt. Imidlertid maa De, søde Miss, være kommen ind. Mathieu siger God Nat og tripper som sædvanlig med rappe Smaatrin op ad Vindeltrappen.“
Fanny maatte smile, og oprømte traadte de begge ind i Taarnværelset. Den Fangne kastede et Blik paa Uret, og med et ubeskriveligt Udtryk af Smerte, med en næsten kvalt Stemme sagde han:
„Miss Burkart! De er fri. Tillad mig med dette Kys,“ han trykkede hendes Haand til sine Læber, „at takke Dem for disse salige Forglemmelsens Øjeblik! O, hvorfor skal Savnets Malurtdraabe hvile paa Bunden af Blomsterbægeret! Farvel, byder jeg Dem endnu i mit Fængsel, førend jeg ledsager Dem op ad den Vej, der skal for evig skille mig fra Dem.“
To tunge Taarer bævede i det mandige Blik. Fanny, hvem allerede Urets Kvarteerslag havde gjort alvorlig, blev heftig bevæget ved dette lidenskabelige Udbrud.
„Hvorfor dette Farvel for evig? Kunde jeg da ikke komme til at se Dem igjen, min Ven?“
„Hvad siger De, elskværdige Fanny! De vilde endnu engang besøge den ulykkelige Valley? For Guds Skyld, skuf ikke Ulykkens Søn! Fanny! Naar vil De skjænke mig et venligt Øjeblik?“
Fanny blev forskrækket over denne Vending. Langtsomt svarede hun: „Dersom Mathieu — —“
„Tys, tys! Ikke saaledes! Lov mig helligt, at De aldrig nævner mit Navn eller denne Aften for Mathieu! De vilde da styrte mig i Fordærvelse. Nej, hulde Væsen! Du vil ikke paa een Gang kaste mig til-
