Den Ubekjendte kom hende til Hjælp; atter stege Livsaanderne op i de blegnede Kinder.
„Min Herre! For Guds Skyld, hvor er Mathieun?“ stammede hun.
„Mathieu, Forvalteren? Han er gaaen. Men kom til Dem selv hulde Skabning? Hvo er De? Hvad fører Dem hid?“
Den Ubekjendtes Forvirring gav Fanny den tabte Fatning tilbage. Med en Stemme, som gik over fra den ængstligste Skjælven til energisk Fasthed, fremstillede hun Aarsagen til sit Komme paa dette Sted. Forlegenheden gav hende Mod. Hun skildrede sin Følelse for den Olding, der efter hendes Mening her skulde vansmægte. Hun ledsagede sin Fortælling med de inderligste Taarer. Hun retfærdiggjorde det Besynderlige i sin Opførsel paa en saa henrivende Maade, at den Ubekjendte stodv som drømmende for Medlidenhedens Guddom.
Længe lod han sit Blik hvile paa den Fortryllende. Endelig aabnede han Læberne. I de mest melodiske Toner udbrød han:
„Hellige Uskyld! Kom til Dig selv! Har Du forfejlet din Hensigt? Eller er ikke den Ulykkelige ulykkelig, fordi Skjæbnen endnu ej har bleget hans Lokker? fordi en lang, kvalfuld Række af Aar ligger imellem hans Ulykke og Befrielsen? Her staar den Elendige, for hvem De vovede den heltemodige Vandring, elskværdige Dame! Flyr De ham, fordi han ikke hviler afmægtig paa et Straaleje? O, Amerikas ædle Datter!“ vedblev han paa Engelsk, men med Nordamerikanernes Udtale; „und din Landsmand et Blik!“
Underlig Virkning af de Toner, der løde om vor Vugge! Søde Vellyst, at lytte til dem i et fremmed Land! Fannys Øje straalede. „Landsmand! Ulykkelige Landsmand! Nu frygter jeg ikke mere for Dem. God Aften!“ —
Han førte hendes Haand til sine brændende Læber og ledede hende hen til Sofaen.
„Jeg gjetter Deres Tanker, ædle Fanny! De skjælver ved Forestillingen om at findes her. Berolige Dem! Saa snart Slosporten aabnes, kan De atter ubemærket vende tilbage. Jeg skal bringe Dem ud igjennem en hemmelig Gang til en Grotte i Skoven; derfra kommer De ubemærket hjem.“
