stede Pigebryst, da de pludselig bleve skudte ned igjen af Forvalterens Udraab:
„Fanny! Fanny!“
Fanny lyttede med tilbageholdt Aandedræt.
„Ah, ah!“ vedblev Mathieu; „Fanny! hvilket dejligt Navn! Men jeg lider ikke at man prononcerer 1 grec som u. Jeg siger Fanni; det er smukkere. Og — for hende! hun er den Smukkeste af alle Smukke. Ah, gamle Mathieu! Du elsker. Men det er en dydig Følelse. Du elskede ogsaa Mademoiselle! Men lad os gaa!“
Den gode Fanny var uden Tvil bleven rød midt i Mørket, hvis ikke en fysisk Umulighed forbød at rødme uden Lys. Men stum blev hun; det er vist. Da nu den Gamle, der imidlertid havde fundet Rækverket, lod staa ned af en Vindeltrappe, skød Fanny fuldkommen rolig, om ikke uden nogen Forlegenhed for Opløsningsscenen, bagefter. Trappen var ikke meget lang; men da Nattevandrersken stod ved Enden, smækkede allerede en Dør i. Fanny var ikke bange, men saare forlegen. Imidlertid — hun havde intet Valg. Forsigtig følte hun sig for. Uden Tvil befandt hun sig i et rummeligt Kjelderværelse. Endelig stod hun ved en Dør. Hun nølede; hun trak ti Gange Haanden tilbage. „Naa i Guds Navn!“ Døren var oppe. Ny Forvirring! Fanny staar i et elegant Kabinet. To Voxlys brandt klart paa et rundt, grønteppet Bord; en smagfuld Pult; en Boghylde med Pragtbind; et Marmorbord med Forfriskninger; en Kamin; en silketrukken Sofa; — saaledes var Værelset.
„Gud, hvad er alt dette? Fanny, Fanny! hvad har Du foretaget Dig!“
Hun vil fly. Da gik den Dør op, gjennem hvilken hun nys var kommen ind. En Mand traadte ind. Apollo paa Belvedere er ædlere, fuldkomnere — men ikke skjønnere formet. En næsten antik Toga fuldender det Frappante i Fremtrædelsen. Forundret over det uventede Syn, forbauset over Synets Herlighed, slog han det flammende Øje spørgende paa Fanny.
Fanny var ude af sig selv. Hun var forberedt paa at overraskes, om dette Udtryk er tilladeligt. Men her betog Synet hende al Kraft. Afmægtig sank hun hen paa en Stol.
