Sommerens natlige Tusmørke udbredte sig i de lange Gallerier. Fanny gik nogle Gange op og ned og traadte endelig drømmende ind i Riddersalen. Dens alvorlige Udseende skræmmede hende et Øjeblik tilbage; da smilte hun ved sig selv og lukkede rolig Døren efter sig. Hun lænede sig til Vindueskarmen og saa tankefuld hen over den øde, njevne Slotsplads. Da blev hun var Skyggen af et Menneske; af Bevægelsens Hurtighed sluttede hun strax, at det var Forvalteren. Hans Skridt førte ham ind i den lange Gang udenfor Riddersalen. Fannys Hjerte bankede af ængstlig Forventning. Hurtig ilede hun bag de lange Gardiner, der hang ned fra en Baldakin over en fyrstelig Stol. Mathien kommer, nynnende som sædvanlig en Arie, gaar hen til den midterste Væg, ser sig, som af gammel Vane, rundt om og gjør derpaa en Bevægelse, som undgik Fanny, men i hvis Følge et overmaade stort Maleri med samt sin Ramme lynsnart sank ned igjennem Gulvet og efterlod en bred og høj Aabning. Fanny blev meget forskrækket; men da Mathien med sorgløs Ligegyldighed begyndte en gammel Vise:
Suzon, Suzon, je t’aime,
Que tu es belle, m’amie, &c.
og fortsatte syngende sine lette Trin i den aabnede Gang, fattede Fanny sig strax og betænkte sig ikke et Øjeblik paa at følge efter den godmodige Gamle. Let, som han hoppede afsted, svævede Pigen efter. En svag Lysstraale fra et Vindue ved Enden af den lange Gang viste fremad. Pludselig blev Mathieun staaende.
„Gamle Dosmer, som Du er!“ udbrød han ganske højt; „der lader Du Løndøren aaben til Salen.“ — Vips trippede han forbi Fanny til Indgangen og lod Skilderiet gaa op igjen. Vor Amerikanerinde var fælsomt tilmode. Hun følte, at hun havde gjort et voveligt og tillige ulovligt Skridt. Mod det forvovne i Handlingen satte hun et Slags bange Djervhed; det ulovlige gjorde hende skamfuld og frygtsom for at give sig tilkjende. Uden Tid til Overlæg trykkede hun sig ind i en Krog, indtil Forvalteren atter var forbi hende. Nu var det bælmørkt; selv Mathien begyndte at famle for sig:
„Ak, gode, kjære, Hr. Mathieu! Tilgiv mig, jeg — —“
Disse Ord vare netop i Begreb med at trænge sig op af det æng-
