Kundskab om ham. Paa Taarnets Plafond var en høj Jernstang med et Fløj paa Spidsen. Saa ubetydelig og sædvanlig end denne Gjenstand var, gav den dog snart Fanny Stof til Opmærksomhed. Hun bemærkede nemlig, at Fløjet slet ikke rettede sig efter Vinden; men undertiden antog ved en rask Bevægelse en ganske modsat Direktion og blev derefter staaende. Nu iagttog hun Mathieu; og det undgik hende ikke, at han meget ofte kastede sit Blik hen paa Fløjet. En Dag stod Fanny i en Vinduesfordybning lige overfor det magiske Taarn; hendes Blik var rettet derhen. Burckhard sad i en pudet Lænestol ved det andet Vindue, og for ved ham stod Mathieun i sin Kvalitet som Læge. Da begyndte med Et Fløjet at bevæge sig; efter nogle faa Svigninger kastede det sig fuldkommen omkring. Fannys Blik fulgte ikke længere Fløjet men Mathieu. Denne afbrød saa snart muligt sin Samtale og trippede med sædnanlig Lethed ud af Døren. Vor Amerikanerinde fulgte efter, saa langt hun uden at vække Mistanke kunde følge, det vil sige gjennem en lang Gang, der førte ogsaa til hendes Værelse. Resultatet af denne Jagttagelse var, at Forvalterens Gang førte ham ind i den store Riddersal, hvor de kolossalske Portrætter hang, der saa tidt havde underholdt Fanny.
„Hvad ved jeg med alt det? Riddersalen har fire Døre. Om jeg nu faar at vide, ad hvilken han gaar ned i den Gang, der maa føre til Taarnet, hvad saa? Aalben staar vist ikke Vejen.“
Imidlertid havde nu engang den store Sal tiltrukket sig Fannys hele Interesse; og hun saa mangen Gang med spejdende Blik rundt om alle Vægge. —
Stakkels Pige! Dit Ønske skal blive tilfredsstillet; Timen er tegnet i Skjæbnens Bog.
En Aften havde August længe forelæst af en Bog, der interesserede det hele Selskab, men ingen mere end Fanny; det var nemlig en af Amerikaneren Coopers Fortællinger, maaske „Bostons Belejring“ eller „Lodsen.“ Da man brød op, var det hende umuligt at gaa til Sengs;
