ane, hvad Du ikke oplevede!“ — Hun udbrød i heftig Graad, og først lidt efter lidt lykkedes det Familien at adsprede hende.
Jeg frygter for ved Fremstillingen af denne Aftenscene at have nedsat Fanny i Manges Øjne. „Den Dame ønskede jeg ikke at omgaaes; det er jo en politisk Romanheltinde, der blot sætter sine kvindelige Følelsers Heftighed til den mandlige Politikers ensidige Kamplyst.“
Kun være mig det tilladt at anføre et lidet Ord til Fannys Forsvar. Hun viste sig sjelden saaledes. Vi have seet hende huslig, kvindelig, satirisk-humoristisk, uskyldig-intrigant, øm og kjærlig; lad os da nu tilgive det alt for heftige Udbrud af en Sjæl, der allerede fra Morgenen af var sat i en smertelig Spænding, hvis Følelse af Savn, af Ensomhed, af Tabet af alt Dyrebart — endnu mere var opvakt ved det mørke, uhyggelige Præg, denne gamle Bolig bar — og ved Emilies Fortælling om den i mange Aar indespærrede Ulykkelige.
Da Emilie lod sin Seng flytte ind i Faderens Kabinet, blev Fanny til sin store Tilfredshed ene i det for Fruentimmerne bestemte Værelse med alle sine stormende Følelser. Naturen, som saa herligen havde udstyret denne Pige, negtede hende en af sine sødeste Gaver: musftkalske Evner. Men til Erstatning havde den skjænket hende den lykkelige Kunst, i Poesiens Melodier at tolke Hjertets inderste Følelser. Da Fanny længe havde siddet med Hovedet støttet i den hule Haand og ladet de krydsende Følelser storme i mørk Forvirring, blev en iblandt disse klar; det var den reneste, den ædleste; det var Længselen efter det elskede Fædreland.
Da greb Amerikanerinden Bladet og nedskrev under hede Taarer følgende Elegi, følgende, for saa vidt som det har lykkets mig at overføre hendes skjønne Vers i vort Sprog.
Bølgen stadig over Fladen skrider,
At den nærmeste den favne maa;
Ak, forgjæves den mod Skjæbnen strider;
Aldrig skal den Sssterbølgen naa.
Haabet skuffer, Længslen stiger,
Evig, evig Maalet viger;
Aldrig skal den Bølgen naa.
