vrantne Forvalter til at tage os i Kvarteer hos sig.“ Ideen blev approberet, og inden faa Minuter sad Fanny i Vertindens gamle Sadel, ledsaget af sin troe Nidder.
Det var vistnok intet Lystridt, Fanny foretog sig. Endnu strømmede Vandet ned igjennem den stejle, klippefulde Fjeldvej. August standsede, bekymret for Pigen, sin Hest og saa spørgende paa hende.
„Vil Du ikke vende om, kjære Fanny? Jeg skal gjøre mit Bedste for at overtale den Gamle.“
„Ej, naar han kunde komme frem med sin Hjulbør af en Vogn, saa vinder jeg vel ogsaa op. Rid kun til!“ og munter slog hun Sløret tilbage og holdt fastere i Tøjlen.
Endelig vare de oppe og ved Taarnets Fod. En vidtløftig, smagløs Bygning laa udbredt for dem. Intet Tegn til Beboere viste sig. August sprang af Hesten ved den uhyre Port og begyndte at bearbejde den med Porthammeren. Da aabnedes en Luge over Porten, og en aldrende Betjent stak forundret Hovedet frem.
„Her modtages ingen Fremmede.“ Allerede vilde han slaa Lugen i.
„Nej holdt, Kammerat!“ raabte August; „vi ville tale med Forvalteren.“
„Ja, han er ikke hjemme-“
„Jo vist er han. Nu kom han jo nylig hjem.“
„,Ja, men han sover; han var træt efter Turen.“
„Det ved jeg meget vel, min Ven,“ tog Fanny Ordet, idet hun red nærmere; „men han har sagt, vi skulde komme efter. Og til Bevis har han givet mig sit Chirurgbestik, som Du her ser. Desuden er her endnu et Bevis for Dig.“
Hurtig tog hun en Guldmynt frem og holdt den i Vejret.
„Ja, naar Jomfruen har saadanne Bevifer,“ mente Michel,“ saa maa det vel være rigtigt.“
„Ak, Fanny, Fanny!“ sukkede den varme Beundrer, da Porten hvinende vred sig om de rustne Hængsler, og Hestene stolprede frem over Levningerne af en Brolægning. Michel løftede høflig Damen af Sadelen, modtog de belovede Beviser og viste hen paa Stentrappen, der
