„Battista Seni! Synes Dem ikke, Kusine?“ hviskede August. Fanny rystede paa Hovedet.
„Dertil er han for liden af Væxt, for ubetydelig af Figur.“
„Han seer snarere ud som en italiensk Akva-Tofana-Fabrikør“, mente Emilie.
„Nu, saa slemt finder jeg ikke Fysiognomiet,“ vedblev August; „veed Du vel at han, uden at Du maaske selv lagde Mærke til det, har det lille Skjødskind der at takke for din skrækkelige Beskyldning. Ha, ha! I Sandhed kuriøs! Et bitte lidet, udsyet Skindforklæde! Det er vel et tablier de maçon.“
Mathieun havde hørt de sidste Ord. Med et Udtryk af Uvilje vendte han sig fra Patienten og svarede alvorlig, idet han gjorde en Bevægelse med de udstrakte Arme, som han vilde støde noget bort: — „Pardon monsieur! c’est le tablier d’un confiturier royal.“ Han beskjeftigede sig strax igjen med den Syges Arm.
Jeg kom ud af Beskrivelsen over Mandens øvrige Udvortes og har heller intet Paafaldende at lægge til. Enhver ved at forestille sig en pen, gammeldags Franskmands Pynt. Hint besynderlige Forklæde bar han kun ved enkelte festlige Lejligheder. I Hjørnerne var Louis XVI og de franske Liljer firligen udsyede, og den ene Ende var opheftet ved en Guldnaal.
Hr. Mathieus alvorlige Forsikring, at Burckhard ikke i flere Uger vilde kunne fortsætte Rejsen, da Armen var forvreden, bragte dem alle i den ubehageligste Stemning.
„Skal jeg da blive liggende her?“ fukkede den Syge og følte et pinligt Stik af Podagraen, „det bliver en net Baderejse!“
„Stærke Draaber i smaa Portioner, Hr. Mathieu!“ hviskede Fanny flygtig; „kortere Tid at begynde med!“
Et let Smil viftede over de skarpe Træk og viste, at han tog Erindringen, som var ledsaget af en saa træffende Allegori, meget vel op. Han forbedrede da sit Udtryk saaledes, at Ugerne gik paa en fuldkommen Helbredelse, og at nogle Dage maatte gaa hen, inden Patienten kunde taale Vognens Bevægelse.
