Hopp til innhold

Side:Mauritz Hansens Noveller og Fortællinger 2.pdf/368

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ringeste Maade at ville indestaa for Sandheden, bør jeg dog her tilføje, at et løst Rygte berettede, at Mistress Burkart giftede sig med en Englænder, hvis Kabale især havde styrtet hendes Mands fædrelandske Planer.

Efter Moderens Død altsaa, forandrede Fanny paa en Gang sin Plan. Hun, som kun længtes efter sit elskede Fædreneland, vilde nu paa en Gang ikke tage hjem. Hendes Venners Forundring og Raad gjorde intet Indtryk paa den femtenaarige Pige. Hun skrev til den hende fjernt beslægtede Kommisfionsraad Burckhard i Tydskland, fik venligt Svar tilbage, og rejste uden Ledsagelse et Par Maaneder derefter med Levningerne af en ikke ubetydelig Formue over Kanalen og derfra til Lands til den forventningsfulde Familie.

„Man maa gjøre, hvad man kan for sin Slægt; men dette er en tung Pligt!“ sukkede Burckhard, da han havde havt Pigen en halv Dag i Huset; „hun er jo fjantet!“ — Emilie, der fra først af havde gruet for den engelske Kusines Ankomst, fandt hende snarere elskværdig, og Augnst, som nylig var kommen franniversitetet, hvor han dog hverken havde lært at røge Tobak eller duellere, men derimod, sagde man, ikke saa lidt Jura og endnu mere Inkroyabilitet og Burschenvæsen, blev øjeblikkelig dødelig forelsket i Englænderinden. Vist varede det ikke længe, førend den gamle Grosserer elskede Fanny som sin Emilie, om ikke endnu lidt mere, og førend Alle, der kom i Berørelse med den herligt fremblomstrende Mø, henreves af hende. Ved den Tid, da Baderejsen foregik, havde hun i tre Aar været den skjønneste Prydelse i det anseelige Burckhardske Hus. Denne Episode kunde maaske passeligt sluttes med en Beskrivelse over Fannys Udvortes, skjønt slige Beskrivelser ikke række langt til. Hun var noget over almindelig Fruentimmerhøjde, havde en fortryllende Skabning, især den skjønneste Barm og de dejligste Arme. Hendes Ansigt var en temmelig lang Oval, og naar man kritisk bedømte det, fandt man let et vist Misforhold imellem den fine, let opbøjede, skalkagtige Mund og den regelmæssige, forstandige Næse, — imellem de blødt bøjede, svagt farvede Kinder og den strenge, højt hvælvede Pande. Vanskeligt var det at angive de store, talende Øjnes egentlige Udtryk. De forandrede virkelig undertiden pludseligen Farve. Almindelig vare de næsten alt for lyse-