Amerikanerinden.
O. R. Holm, smagfuld Kunstdommer, lykkelig Kunstner, Fortællerens Ungdomsven, — tilegnet med Venskabs Følelser.
Fra en af Tydsklands yndigste Dale, der gjennemstrømmes af en liden venlig Flod, som efter et temmelig langt Løb flyder ud i Rhin, ser man paa en stejl Klippe, et ret vel vedligeholdt Taarn, og bag om samme de blaa Tage af en vidtløftig, senere opført Bygning. Det Hele bærer Navn af Slottet Grauenfels og tilhører, eller tilhørte i det mindste for ganske faa Aar siden en appanageret Prins, hvis Navn, der vilde lyde bekjendt for Flere, jeg maaske ikke bør anføre. Omegnens Indvaanere, hvilke ej høre under Slottets Ejer, kom sjelden i Berørelse med dets faa Beboere. Disse vare en Franskmand ved Navn Mathieu, forhenværende Konditor hos Ludvig XVI, derefter Kammertjener hos et emigreret Herskab, nu Slottets Forvalter, — og dennes trende Betjente. Dels havde Dalboerne Intet med den gamle, underlige, folkeskye Forvalter at bestille, da den ene Betjent fra Dalen af eller fra nærmeste Stad hentede de ikke faa Fornødenheder, den gamle Mathieu havde, dels stod Slottet i ilde Ry for Kogleri. Andre, som ikke gave dette Rygte Tro, paastode at i Taarnet levede en Statsfange, maaske, hed det til en vis Periode, endog Ludvig XVII, og, mente de, det kunde koste Livet, blot at kaste et nysgjerrigt Blik hen paa Jerngitterne, der udfyldte de runde Vinduer paa Taarnets Yderside. De to Tjenere og den gamle Husholderske bidroge ved sine forunderlige Fortællinger — og Mathieu ved sin fordægtige Taushed til at give alskens Historier Sandsynlighed. Denne sidste, der foruden sin Profession som Kok tillige havde været Chirurg, kom undertiden for gode Ord og Penge ned til de Syge i Dalen og øvede ikke uden Held sin Kunst.
