have fundet sin Skat i den dejlige Serafine Molt, Datter af en ædel, men fattig Musikus, og selv udmærket ved sin skjønne Stemme. Vel var Serafine svagelig og af Lægerne næsten opgiven. Men ved Alis kostelige Elirir og ved den Adspredelse, han vidste at forskaffe hende, vandt hun i kort Tid sin Sundhed. Forlængst havde han vundet Faders og Datters ubegrændsede Tillid og Taknemmelighed. Da det nu syntes ham paa Tiden, lod han Molt paa en let Maade gaa over i den anden Verden, efter først at have ladet sig Datteren testamentere. Alt for fikker i sin Plan, alt for overbevist om den ham hengivne Serafines Bifald, rykkede han i en ubetænksom Stund ud med saa meget af sin Hemmelighed, at den verdenskloge Pige gjennemskuede ham og ved et opsnappet Brev satte sig aldeles ind i hans Stilling. — Hendes Forsøg paa at undslippe og angive ham, bestemte ham til at rydde det ulykkelige Offer af Vejen. — Vi have seet hende dø; vi have ogsaa seet, hvorledes Clotildes Ynde henrev ham; og vi have nu kun at til føje, at Forbryderne bleve afstraffede, men Clotilde den tilgivende og troe von Stahlens lykkelige Brud.
