Grev von Lajils Rejse gik raskt og muntert fremad. Snart solgte han sine Heste og betjente sig af de offentlige Postkareter, og den efterhaanden oplivede Serafine glædede sig ved den brogede Vrimmel af fremmede Mennesker, de let knyttede og igjen efter Timers Forløb opløste Forhold. Overalt viste man den anseelige Hr. von Lajil (han lod sig ikke kalde Greve) og hans fortryllende Datter den Opmærksomhed, som Rigdom, Stand og Ynde kan gjøre Fordring paa. En italiensk Kammerjomfru, men som dog talede fransk, var allerede forlængst antagen, men ikke ganske efter Serafines Sind, der længtes efter det kjære, gedigne Tydske, hvilket hun alt mindre og mindre fik høre, alt som deres Rejse drog sig mere imod Syden. Hvad der trykkede Serafine mest, var det Hemmelighedsfulde, som Lajil endnu vedligeholdt. At hun skulde tilbringe sit Liv i glimrende Højhed, at hendes Fader var en stor Fyrstes Yndling — dette var Alt, hvad Serafine vidste om sin Fremtid. —
„Saa snart vi komme i Rolighed paa en Vens Godser, hvor jeg vil tilbringe Vintermaaneden,“ havde Greven sagt, „skal Du faa Lov at skrive til din Stahl. Da skal jeg ogsaa nærmere gjøre Dig bekjendt med mine Forhold.“ —
Imidlertid vare Uger fulgte paa Uger, og maaske gjøre vi ikke Serafine Uret, om vi antage, at hun lod sig trøste ved Umuligheden af at kunne skrive sin fjerne Ven til. Lajil var en underholdende Selskaber, havde seet og lært Meget; men Serasine vidste ikke selv, hvoraf det kom, at hendes ubegrændsede Agtelse for Greven efterhaanden stedse aftog. Hans Blidhed forekom hende ofte paatagen, hans Holdning tvungen, hans enkelte Ytringer angaaende deres Fremtidsliv hverandre modsigende.
Rejseselskabet havde opholdt sig i Triest, og Farten gik igjennem Fiume. Her blev Lajil først ret munter. Nu, min Serafine, skal Du snart finde Hvile efter din lange Rejses Besværligheder. Inden Aften ere vi paa min Vens Landgods. Der vil Du finde herlige Veninder, ogsaa et Par af dine Landsmandinder, med hvem du kan pludre Tydsk. Der skal jeg ogsaa drage Forhænget til Side for din stolte Fremtid.
Med ængstlige Tvil tilbragte Serafine den sidste Del af Rejsen.
