mægtig hvilede den nye Grevinde i den ømme Faders Arme, imedens Vognen med Besværlighed æltede sig henover den oversvømmede Landevej. — Endnu et smerteligt Øjeblik forestod Pigen. Stahl kom i anstrengt Trav imod Vognen, og red den forbi, uden at høre det Udraab, hvormed den Elskende kaldte paa ham. Hun rakte sig ud efter ham; hun raabte til Kusken; forgjæves! Hjulenes Plasken i Vandet overdøvede hende, og den gode Gamle, der endelig blev reven op af sine alvorlige Drømme, beroligede hende dermed, at Stahl inden et Kvarteer vilde være i Besiddelse af hendes Brev.
Da Vognen rullede afsted, laa Fru Wildenan jamrende paa Sofaen. Hendes eneste Fortrolige var borte; hun var nu aldeles forladt! dertil kom den ængstlige Uvished om den Fremtid, hendes dyrebare Clotilde gik imøde; og for at forøge det Skrækkelige kom den Omstændighed, at et Bedrageri skulde udføres og vedligeholdes. „O havde dog Stahl været her først!“ sukkede hun ved sig selv. „Hvad vil han sige!“ — „Lad mig sørge derfor!“ brummede Overførsteren, som just traadte ind. „Hvor er Brevet?“
„Hvilket Brev, Mand?“
„Sladder! Brevet, som Clotilde skrev. Hid med det!“
„Jeg har lovet at give det i hans egen Haand.“
„Guds Sved! skal jeg sige det to Gange! Herhid, eller —“
Skjælvende adlød den Ulykkelige. — Wildenau rev Kjøkkendøren op og kastede Brevet i Luerne.
„Se saa: Men der kommer han jo ret tilpas. Jeg ser ham henne ved Grinden. Gaa nu Du smukt ind i dit Sovekammer og græd ud. Jeg skal nok affærdige Knegten. I Nat skal først Tøsen dø, og saa kan Du græde saa meget, Du vil, i Morgen.“
Neppe havde han skudt hende ind i Sovekammeret og lukket Døren af, førend Stahl traadte ind, bukkede høflig for Overførsteren og spurgte efter Clotilde.
