gik til Døren. „Men hvorfor skrive? i denne Eftermiddag maa han komme?“ — „Og i denne Formiddag maa vi rejse, min Glut?“ svarede Greven venlig, men fast, og gik ud af Stuen.
Clotilde stod raadvild midt paa Gulvet. „Endnu er det Tid! endnu kan jeg træde tilbage! Gud, og hvortil? Hvilke ere Stahls Udsigter? han har aldrig talt derom. — Og hvilken er den Fremtid, jeg nu frivillig vælger? den betegnes med Guld og Briljanter; men jeg kjender den ikke. Jeg ved jo ej engang, hvorhen den fremmede Fader fører mig; jeg ved neppe, om han fører sit eget Navn.“
Udenfor tordnede Wildenaus Stemme imod en af Jægerne, og uvillig foer Clotilde sammen. „Jeg har intet at tabe; alt at vinde. Qu’il soit! —“ og rask fløj hun til Skrivebordet og udgød sit Hjerte, sine Forhaabninger over Papiret i et langt Brev til den Elskede. Neppe var hun færdig og havde trykket Oblaten fast, førend Greven indtraadte med den vaklende Moder ved Armen.
„Giv det til hende, min Serafine! Favn hende, og tak hende for al hendes Kjærlighed!“ —
Maalløse laa Moder og Datter om hinandens Hals. Da Clotilde atter rejste sig i Vejret, saa hun Faderen ved det aabne Skatol modtage efter Vegt det blinkende Guld. „Det er Velsignelse for din Skyld!“ hviskede Moderen. „Det er Betaling for Datteren!“ svarede det højt i Pigens Sjæl. Men denne Tanke, langt fra at gjøre hende vaklende, gav hende først ret Afsky for at tænke sig tilbage i et barnligt Forhold til den lavt tænkende Wildenau.
Frokosten blev indbaaren; Lajils Tokajer spillede i de smaa Flasker. Mariane syntes at ville drikke Forglemmelse og Kraft, Serafine Mod og Holdning, Wildenau Evne til at dølge sin Glæde. Lajil tog ikke synderlig Del i Maaltidet, betragtede med rørt Velbehag sin nye Datter og saa derefter urolig paa Uret.
Endelig var Alt færdigt. Serafines Haab, at Stahl endnu skulde komme inden Kaffeen var nydt, forsvandt, idet Rejsevognen fremrullede, og Greven førte hende bort til Forældrene, for at hun, maaske sidste Gang for dette Liv skulde omfavne dem. Endnu tusinde Ting vare forglemte — endnu — — men, Fjeneren slog Fodtrinet ned; og halv af-
