„Saaledes være det da!“ raabte Wildenau og gjorde som et Slags Frasigelsestegn sin Datter et dybt, koldt Buk. Men Lajils skjælvende Hænder laa om den Knælendes Hoved, og han udsagde i utydelige Ord sin faderlige Velsignelse over den hulde Pige. — Mariane stsøttede sig op imod Skabet i en Smerte, hvorunder det svage Legeme syntes at skulle opløses. —
„Men nu ogsaa den yderste Forsigtighed!“ sagde Greven blidt, men fast. „Du, min Datter, kaster strax dette Slør om dit Hoved og indhyller Dig i denne Silkekaabe. De, Hr. Overførster, sørger for, at Ligets Ansigt bliver skjult, og underretter Deres Folk. Jeg gaar nu ud til mine Betjente og forbereder dem paa min Datters Bedring og vor hastige Afrejse.
„Og Stahl?“ spurgte Clotilde, som vaagnende af en Drøm. „Derom skulle vi tale et Ord, min Pige!“ svarede Greven, og et Vink bortfjernede Husets Herskab.
„O mit Barn! tag med denne simple Guldring, som min hengangne Serafine har baaret, tag med den dine nye Pligter og Rettigheder, dit nye Ravn!“ — Under Taarer modtog Pigen dem og favnede villig den kjærlige Gamle.
„Ja, hvad Stahl angaar, Serafine! jeg veed, Du elsker ham; din Lykke skal være min, og jeg bilder mig ikke ind, at min Faderkjærlighed skal kunne erstatte din Elskers. Men det maa Du nu overlade til min Klogskab, at bestemme, naar og hvor Du skal gjenfinde din Ven. Er Du bleven min Datter, saa bliver han jo min Søn. I eders Sommervarme vil jeg Gamle sole mig. At Afskeden fra Wildenau ikke bliver Dig tung, det har den — — det har han selv sørget for. Din Moder, din fromme Moder vil blive Dig haardt at forlade. Kjæresten, den smukke Ungersvend, — nu ham tager Du skriftlig Afsked med. Skriv Du ham aabent den hele Sammenhæng til; bed ham forholde sig rolig her, til han faar Brev fra Dig igjen; lad ham kun opsige sin Tjeneste og holde sig færdig til Afmarsch. Min dyrebare Datter! Snart skal han flyve i dine Arme, og tro Du mig, jeg har baade Evne og Vilje til at gjøre eder ret meget lykkelige.“
Greven kyssede hende atter, skød Papir og Pen hen til hende og
