jeg tvilede paa, hans Vilje var til Dit Gavn. Ak, det er mig nu, som da jeg mistede min lille Rudolf; jeg vidste, han gik til det Bedre, og dog —
„Men for Guds Skyld, kjære Moder! hvad er det?“
„O, mit Barn! denne fremmede, mægtige Mand, en Grev von Lajil, har i Følelsen af sin Ensomhed ved det eneste Barns Død tilbudt at antage Dig som Datter og gjøre Dig til Arving til alle hans Godser og Rigdomme.“
En Blanding af uventet Glæde og Forskrækkelse bragte Blodet frem i Clotildes Kinder. — „Er det muligt! men saa kan jeg jo gjøre Eder lykkelige, og min Stahl vil — —“
„Kjære Clotilde! Du ved ikke Sammenhængen. Greven har nær Beslægtede, og han kan kun antage Dig, naar Du udgives for hans virkelige Datter. Du — ak min Gud! — Øn bliver død for os. Den unge Dame der jordes i dit Sted, og Du stiger ind i — o Gud! — i en Fremmeds Vogn, som hans Datter. Selv hans Folk skulle tro, at Du er den samme, der i Gaar syg bragtes hid.“
„Aldrig, aldrig! og min Stahl?“
„Maa ogsaa tro det samme.“
„Nej Moder! dertil skal hverken Fordel eller min Faders Tyranni bevæge mig. — Og hvem er han? hvor bor han? til hvilken Nation hører han, denne Ubekjendte, hvis faderlige Følelser blot trænge til en Gjenstand for at finde Tilfredsstillelse?“
„Din Fader kjender ham.“
„En sikker Rekommendation!“
„Clotilde! han er din Fader.“
Døren gik op, og den blide, gamle Mand traadte ind og bragte Fru Wildenau sin Morgenhilsen. Paa Clotilde kastede han et ængstligt, spørgende Sideblik, hvori en uforklarlig Ømhed udtalte sig, og derpaa gik han sukkende ind til sin afsjælede Datter.
„En ædel, værdig Mand! og hvilket Modbillede af min Fader! Rigdom, Højhed, Uafhængighed! og hjemme Fattigdom, Ubetydelighed, husligt Slaveri! og naar jeg nu forbeholder mig at indvie min Stahl i Hemmeligheden, saa har jeg jo intet tabt, alt vundet.“ — Saaledes var omtrent Clotildes Tankegang, inden hun lagde sit Hoved op til Mode-
