den unge Fyrst Theodors Yndling og sund og frisk og munter og lykkelig! Ja, nu ere vi langt ude paa Eftermiddagen. Se ud af Vinduet, gamle Mariane! Se paa det dejlige Vejr! Er ikke Lignelsen poetisk? Jeg er fattig som Fanden paa Dyder, forglemt, forstødt, sygelig, fortrædelig, har Ingen at snakke med. Du er hæslig og taabelig, og naar Du agerer øm, ser Du ud som en døende Hind. — Hold Mund, Clotilde! Jeg ved, jeg har Lov at snakke i min egen Stue, og den Gamle vilde jo endelig vide mine Tanker. Men bild Dig kun ikke for meget ind af din Skjønhed og din Allerkjærestes Mod og Dygtighed, Forstand og Dyd og hvad Døden det Alt sammen heder. Din Moder var smukkere end Du, skjønt jeg lider Dig ganske godt, din Taske, naar Du bare ikke slog saa stærkt paa Nakken af mine Galanterier. Pas paa! Din Allersødeste bli’r ogsaa Mand en Gang og Du en tandløs Madame, saadan som hun der henne ved Rokken. Jo, jo! —“
Dette Stykke af Wildenaus Monolog turde være tilstrækkeligt for at karakterisere den raa, modbydelige Hustyran, der, efter at have ved Daarskaber, Udsvævelser og ubegrændset Ødselhed tilsat sin Kones betydelige Formue, sit Rygte og sin Sundhed, nu i det øde Skovhus, ved Fyrstens Naade ansat som Overførster, udgød sin bitre Galde over den blideste, frommeste af alle Koner og den arme elskværdige Clotilde, hvem imidlertid det ungdommelige Mod og Volontør-Jæger Stahls Kjærlighed gjorde stærk nok til at udholde de utallige Uartigheder og Krænkelser, hvormed Overførsteren betegnede enhver Time af sit uvirksomme Liv.
Sagtelig græd den dybt saarede Egtefælle bag sin Rok; men Clotildes unge Blod kogte heftigt, og med Møje betvang Frygten for den skrækkelige Fader den naturlige Uvilje, der maatte opvækkes i Datterens Bryst. Med Længsel kastede hun Øjet ud over den gjennemblødte Skovvej, hen ad den Kant, hvorfra hendes Stahl skulde komme ridende. Gjerne saa hun den skjønne, glødende Mand, villig bøjede hendes friske Læbe sig efter hans varme Kys. Men dog var det med Ængstlighed, hun ventede ham, naar Faderens Lune var saa slet som denne Eftermiddag. Stahl var desuden ikke meget yndet af Wildenau; han, som paastod at have lært at kjende Mennesket, fandt, at Stahls Karakteer ikke duede, fandt i ham en Eventyrer, en Person, der kunde blive Alt — men
