Da rejste sig en frygtelig Tummel. Forrædere eller Fortvivlede havde aabnet Stadens Porte, og den romerske Hær drog ind, som naar Havet har brudt en mægtig Dæmning og overskyller Landet med Død og Elendighed. Da tabte Zenobia sin Fatning, da udbrød hun: „Akhilleus! jeg føler, at jeg er Kvinde. Du er Mand. Gjennembor dette Bryst, at det kan faa Fred. Du har Kraft til at byde Fienden den sidste Trods. Begrav Dig under mine stolte Mure.“
Men Akhilleus drog den skjønne, afmægtige Kvinde med hurtige Skridt ind i Solens Tempel. Allerede stormedes dets hellige Mure. Da aabnede han Løngangen, og førte hende ned i de trygge Hvælvinger. „Hvor fører Du mig hen?“ spurgte hun mat. „Til Frihed!“ svarede han og trykkede hende i de tro Arme. Derpaa ilede han op i Templet hvor paa hans Befaling Zabdas havde indfundet sig med en udvalgt, tavper liden Skare. Han vinkede, og de traadte ned efter ham. Nu beskrev han Dronningen Vejen, og bad hende ile over Eufrat. Selv vilde han først følge, naar Alt var tabt. Zenobia var kommen aldeles til sig selv. Hun lod Krigerne gaa foran, og da hun var alene med Akhilleus, sluttede hun ham endnu engang i sine Arme, og sagde: „Sandelig, Alt er tabt, min Elskede; Alt uden vor Tro til hinanden, og hvad er det Øvrige at regne derimod? Du vil aldrig mere se mig, det føler jeg, gjør din Pligt, og vend da tilbage til et lykkeligere Aarhundrede. Men se, i Afskedens bitre Stund har jeg et Mindetegn at give Dig.“ Hun tog en kostbar Sten frem af sin Barm og viste ham de hemmelighedsfulde Charakterer, der med et magisk blegrødt Skjær glødede paa den mørkerøde Bund. „Tag denne Sten til Dig; den er en Talisman, som Du aldrig maa skille Dig ved. Saa længe Du bærer den, skal Tid og Død ikke adskille os, og naar Du engang i fjerne Tider finder den under dette Tempels Ruiner (thi med Dig skal den nedsynke bag de hellige Mure), da skal vi atter færdes og Tidens Hjul skal gaa tilbage for os, ufatteligt for Menneskene.“ Saa talede hun og llede fremad; men Akhilleus sank bevidstløs om med Stenen i sin Haand,
