brudt og Jomfru Sars fortalte, som mig syntes, med en ganske anden Stemme end ellers, adskillige Biomstændigheder ved den lange Fængsling, — saaledes ogsaa, at hun fandt en Del store Krukker med syltede Sydfrugter, især Tamarinther, hvormed hun forbedrede lidt sit Maaltid, og som ved sparsomt Brug holdt ud i adskillige Maaneder. Endelig en vigtig Omstændighed: hun havde eet venligt Væsen til Omgang, eet Væsen, ved hvilket hun endnu paa nogen Maade syntes at staa i Forbindelse med Oververdenen; det var en gammel Kat. Dette Dyr, som hun strax fra Begyndelsen af havde lokket til sig, indenfor sit Gitter, vænnede sig saa til at kjæles af den Ulykkelige, at den opslog sit Leje hos hende.
Efter at Samtalen endnu i nogen Tid havde drejet sig om dette Rædsels-Aar, gik den, endnu alt for tidligt for mine Ønsker, over paa andre Gjenstande, og vi Børn trak os ud i Sengekammeret, for at udmale os denne Robinsonade.
Smørrebrødet var opdækket, og vi fik Lov at spise med de Voxne, siden der for Jomfruens Skyld spistes saa tidligt — Johnsen sad længe taus ved Bordet og stirrede hen for sig; endelig lagde han sig stærkt paa Armene, vendte Hovedet imod den Side, hvor Jomfru Sars sad, og sagde under en vuggende Bevægelse og med den besynderlig Tone: „Men, Jomfru Sars! faldt det Dem da aldrig ind med Deres Blod at skrive Deres Ulykke paa et Stykke Linned og svøbe det om Kattens Hale?“
„Hvad er det! Hvad vil I! Lad mig være! Rør mig ikke! Lad mig dø i Ro! I lyver med jeres Seddel; den Seddel har jeg aldrig skrevet! Katten er død; den er bidt ihjel af den store Skibshund!
Herre Gud! er det ej nok?
Bleget er den sorte Lok;
Smuldret er den hvide Tand,
Og forødt er min Forstand.
— Herre Gud! er det ikke nok endnu?
Udstaaet haver jeg Helvedes Gru;
Skimlet er mit Hjerte som mit Kjelderbrød,
Og ti Gange daglig har jeg lidt min Død!“
Hun faldt tilbage i Sofaen; den tørre Mund trak sig krampagtig
