holdt sin Karakteer, — nok, saa meget mindes jeg, at Samtalens Gjenstande vare mørke, som vor Dagligstue. I sit skumle Løb faldt Talen ogsaa hen paa det Skrækkelige i at blive levende begravet. Pludselig afbrød Jomfru Sars den ved en høj, ubeskrivelig fæl Latter. — „Ha, ha! Den Pine“, raabte hun, „vil ikke sige meget. At gnave en Finger eller to af sig og vende sig i sin Kiste, pyt! det gaar snart over. Men at være begraven i en stor Ligkiste med hvælvet Laag over, hvor der er Mad og Drikke, og leve der Dag ud og Dag ind — o Gud forbarme sig! Og saa Fanden i Krogen og Ormen i Hjertet! Hu, hu, hu!“ Nu sang hun i hæse, stundom falske, skjærende Toner, reciterede følgende uformelige Vers:
„Min Grav den er som Natten mørk,
Men rummelig som den vilde Ørk,
Ikke kjøler Jorden mit Bryst saa træt;
Højt hvælver sig Laaget over det.
De, som ligge paa Kirkegaard,
De sove og sjelden de Uro faar;
Men jeg maa bæve med bange Sind,
Og sukke og jamre i Graven min.
Øgletand rører ej Haand eller Fod;
Men Øglen den ligger ved Hjerterod.
Herre Gud Fader! — — —“
Hendes Sang, hvis Toner stedse bleve hulere og utydeligere, var vist meget længere; men disse Linjer ere blevne i frisk Minde hos mig, fordi de opbevaredes i lang Tid af de ældre i den lille Kreds, hvori de vare sungne. Sangen endtes med en lydelig Krampehulken, og man førte den halv Afmægtige ind i Sideværelset paa en Seng. — Nu kom da Lysene ind, og den ene saa alvorligere ud end den anden.
„Bliver lidt inde, Børn!“ sagde min Fader til os, da vi vilde ud, formodentlig for at berette den gamle Barnepige det Forefaldne og høre hendes Kommentar derover; „bliver lidt inde! I skulle høre hvad Jomfru Sars mente med det, hun sang. Jeg ser, De, Hr. Johnsen, er forundret over den gode gamle Piges Snak. Sammenhængen er meget simpel, men højst sørgelig. Jeg skal i Korthed fortælle, hvorledes det er gaaet hende.“ — Vi bleve ved denne Efterretning med Glæde inde
