af Violer. Jeg havde en Gang udstafferet min Søster med en Buket af disse Vaarens Førstefødte, og hun stillede sig tilfældigvis bag den gamle Dames Stol. Strax begyndte denne at blegne; Sveden brast ud paa hendes Pande, hun vendte sig forfærdet om og styrtede, da hun fik Øje paa Blomsterne, hen imod det stakkels Barn, som skrigende tog Flugten til Moderens Favn. Imidlertid kom Jomfru Sars snart til sig selv og søgte med ængstlig Venlighed at berolige den Lille og bringe den hele Scene i Forglemmelse. — Tamarinther taalte hun ikke at se. De opvakte i høj Grad hendes Væmmelse. Vi Børn, der brugte Tamarinthstene til Spillepenge og havde et stort Forraad af dem, maatte derfor altid se efter paa Gulve og i Vinduer om alle vare bortryddede, saa snart vi ventede Jomfru Sars. Endelig hadede hun Hunde, og vor kjære Pudel maatte strax paa Dør, naar hun kom. Derimod var det et af de første Spørgsmaal: „Hvorledes lever Puus?“ eller det hed: „Lad mig se eders Katunger, Børn!“
Lad mig ikke trætte Dem med flere Hverdagstræk, der imidlertid ere de eneste, hvorved jeg nogenledes kan betegne dette Væsens Individualitet. Jeg vil da skride til den Begivenhed, der har præget dette Fruentimmers Billede fast i min Hukommelse. Det var en af de uhyggelige Høstdage, hvis Karakteer ikke let bliver uden Indflydelse paa Menneskenes Stemning. Min Moder havde lagt lidt i Kakkelovnen, fordi Jomfru Sars frøs. Hun havde ogsaa overtalt hende til at tage en stærk Bitterdosis til Mellemmaden, og da det mørknedes ret i Stuen, bemærkede jeg med barnlig Studsen, at Jomfru Sars hemmelig tog sig en Slurk af Karaflen. Den stærke Drik ytrede sin Virkning. Hun blev meget snaksom, men ikke munter; der var noget Vildt, noget Rædsomt i hendes Stemning. Vi fore ordentlig sammen, da der med Et bankedes rask paa Døren, men bleve desto lettere om Hjertet ved Skipper Johnsens Indtrædelse, fordi de første Ord af denne ærlige, ligefremme, men naiv-humoristiske Mand øjeblikkelig maatte bortjage det Uhjemlige, som havde ængstet os. Mine Forældre gjorde meget af „Mørkningstimen“, og da Johnsen, som blev anmodet om at blive, erklærede sig for Kakkelovnslysningen, blev det derved. Men enten det nu var fordi Vejret stemte dem Alle, eller fordi den Tone, Jomfru Sars havde angivet, be-
