gik et Erinde i Byen, saa nødig overtog jeg den sædvanlige Forretning, paa de oven nævnte Søndage at invitere Jomfru Sars. — Klokken ni om Morgenen var jeg da gjerne ved hendes Dør, og fremsagde den vel indstuderede Indbydelsesformular. Jomfruen kom mig et Par Skridt i Møde og satte sit alvorlige Ansigt i en saa spørgende Form, som hun aldeles ikke kunde gjette mit Erinde. Naar hun da i sin smudsige Nattrøje og Natkappe bøjede det kalkhvide Ansigt ned imod mig, og jeg efter min Instrux skulde se lige op, og mit Blik mødte hendes skarpe, sorte Øje: kom jeg gjerne ud af Koncepterne. Ængstlig ventede jeg ved Døren, indtil hun langsomt havde trukket den store Dragkisteskuffe ud, og hendes tørre Haand havde rakt mig Honningkagen med Alfabetet paa, der glindsede af Hornlim; og i to Spring var jeg igjen paa Gaden, og bed ikke en Gang et A af min Kage, førend jeg var omkring Hjørnet. Klokken tolv præcis holdt vor gamle Kariol for Gadedøren, og med langsomme men fjederlette Trin svævede den høje, magre Skabning op ad de brede Gadedørstrin, og nejede stivt og med et underligt koldt Smil for min Moder, som med den hende egne Hjertelighed rakte den Indtrædende Haanden. Vor gamle, snille Klokker, som logerede hos mine Forældre, underholdt Jomfruen før Bordet med Bemærkninger over Vejr og Føre, over Kirkefolkenes Antal og over Tavlepengenes Forringelse, og vi Børn, som skulde være tilstede ved Spisetid, stode som naglede til Væggen. Nu kom Suppen ind, og —
Dog, jeg hverken kan eller vil fremstille den hele ensformige Session. Kun maa jeg bemærke som paafaldende, at vi Børn bestandig holdt os inde den hele Dag, da vi dog saa lidet vidste af Tvang. Sikkert har det ængstende, blege Væsen havt noget Tiltrækkende for os, der holdt os i Nærheden af hende. Under Kaffeens langsomme Nydelse begyndte gjerne Jomfru Sars at blive noget muntrere, og fortalte da ofte Et og Andet fra sine unge Dage, hvortil vi lyttede som til Eventyr. Og ved hendes sene, højtidelige Tale, ved det Afbrudte i Fortællingen, fik selv de ubetydeligste Gjenstande et mystisk Anstrøg. Sjelden gik imidlertid en saadan Eftermiddag hen, uden at Jomfruen jo ofte blev bragt ud af sit gode Lune. Thi der var hundrede Ting, som hun havde Afsky for. Saaledes erindrer jeg iblandt Andet, at hun ikke kunde udstaa Duften
