Kone var endnu en hel Del mere paafaldende end den fidstes Sørgmodighed. — Parrets Lune anstak tilsidst Selskabet, og de perlende Druer fremkaldte ingen Munterhed. Endelig, efter hævet Maaltid fandt Lensmanden et Øjeblik til at kalde Bruden til Side. „Kjære, lille, søde Brud“, skrabede han ud; jeg har faaet en hemmelig Kommission til Dem. Dette Brev er mig ihændekommet fra en Ubekjendt, og jeg har ikke før faaet Lejlighed til at levere Dem det, da det er mig udtrykkelig paalagt at fly Dem det uden Vidner.“
Malene besaa blegnende den kjendte Udskrift, og hvorledes hun blev tilmode ved Gjennemlæsningen, overlader jeg Dem selv at betænke. Brevet lød saaledes:
„Min evig Elskede! Endelig er jeg min Lykke nær! Endelig staar ingen fiendtlig Dæmon imellem vor Kjærlighed. Hint uforglemmelige Møde ved vor Amtmands Gjennemrejse har opfyldt din Sjæl med Gaader. Hverken turde eller vilde jeg den Gang forklare mig for Dig; og baade Du og jeg vare i en Stilling, hvori ingen Forklaring kunde finde Sted. Aldrig, min Malene, havde din tro Wamborg misbrugt din Tilstand, dersom jeg ikke selv havde været beruset af Vin og Kjærlighed. Det er skeet, og nu skal jeg oprette min Forseelse. Lykkelig har jeg endt de hemmelige Forretninger, hvilke min ædle Velynder betroede mig i Danmark, og hvorom jeg ikke en Gang turde fortælle, Du Elskede! Hans Kones Fædrenearv er reddet ved min Omhu. Det var i dette Erinde, bedste Malene, jeg saa hovedkulds maatte rejse, uden at Nogen skulde ane min Forbindelse med Amtmanden. Nogle listige Slægtninger ere overlistede, og han har faaet sin Ret gjort gjældende. Hans og hans fortræffelige Gemalindes Taknemmelighed overgaar langt min Forventning, og han har sat mig i den Stilling, at jeg strax kan forsørge en Kone. O, dyrebare! Om faa Dage hviler jeg atter ved dit Bryst. At Du ikke har faaet mine Breve, kan jeg slutte deraf, at jeg Intet har hørt fra Dig. Nu, glemt være de tunge Dage, der ligge imellem vort sidste forunderlige, tause Møde i den stille Midnat! Bered dine Forældre paa at finde en Søn, som de ej skulle skamme sig ved, og vent om meget faa Dage din uendelig lykkelige
Wamborg.“
